- Min kat Elvis blev aflivet i marts :( han var syg, det var noget med hans lunger, men dyrelægen kunne ikke helt finde ud af, hvad det var.
- Jeg var i USA med mine forældre og min lillebror i de fire første uger af sommerferien :D
- Og så fik jeg ny kat d. 27/7 - han er en 7 år gammel hankat på 6,5 kg og så hedder han Bassen ;)
Jeg vil prøve på at være lidt mere aktiv (nu må vi se hvordan det går)
Hold humøret højt - hvem end der læser
Prolog
Rummet var koldt, meget koldt. Mændenes ånde stod som små skyer ud i luften, hver gang de åndede ud.
Morderen mærkede ikke kulden.
Adrenalinen, som pumpede rundt i hans krop, gjorde ham høj, og han kunne let ignorere den dunkende smerte i sin venstre skulder.
Hans offer havde gjort modstand med en tung metalstatuette, der havde stået på det lille fremvisningsbord, han selv kort efter havde brugt til at slå offeret i gulvet.
”Pourquoi?” stønnede Professor Pierre Mourain, ”hvorfor forstår I ikke?”
”Nej nej, professor,” sagde morderen roligt og trak sit våben frem, ”det er Dem, der ikke forstår.”
”Prøv nu at lytte!” Pierre Mourain lød desperat.
”Jeg har hørt tilstrækkeligt, professor. Desuden,” sagde han, afsikrede pistolen og sig-tede mod sit offers hoved, ”er jeg her bare for at udføre arbejdet, ikke for at høre på Deres ynkelige bortforklaringer.”
”Mais, ma fille!” Professor Mourain græd nu.
”Min datter! I har allerede dræbt Tanja, hun vil være helt alene.”
Morderen rynkede brynene.
”Deres datter… Hun er 19 år, ikke sandt? Gammel nok til at tage vare på sig selv, skulle jeg mene. Ellers,” han smilede koldt til professoren, og mærkede et brændende begær, da idéen slog ned i ham, ”må jeg jo tage mig godt af hende.”
Pierre Mourains forfærdede udtryk forsvandt, da kuglen gennemborede hans hjerne og slog ham ihjel på stedet.
Den første kugle blev hurtigt efterfulgt af to mere, der nådesløst borede sig ind i den faldende krop.
Morderen gik rundt om det sammensunkne lig og ledte efter kuglerne, han havde affy-ret.
Den ene havde boret sig ind i den overdådige victorianske sofa, der havde fået sit smukke mønster i guld og grøn plettet af professorens blod. Den anden sad i muren mel-lem to fyldte bogreoler, hvis indhold bestod af smukt indbundne gamle bøger og nye, mor-derne udgivelser. Nogle af dem var endda skrevet af Pierre Mourain selv.
Morderen drejede langsomt om sig selv, mens hans øjne scannede alle de områder, hvor den tredje kugle kunne være. Efter en indskydelse løftede han den allerede kolde krop og tjekkede den for udgangshuller. Ét i baghovedet og ét i maveregionen. Der manglede et ved brystregionen.
Adrenalinkicket fra indbruddet og mordet var ved at lægge sig, og han begyndte at mærke, hvor koldt rummet var. Han havde selv skruet ned på termostaten, da han var trådt ind i professorens kontor.
Morderen smed kroppen ned på gulvet og hev professorens lilla skjorte op. Han fandt indgangshullet og rynkede irriteret panden. Forbandede ribben, tænkte han.
Han stak en finger ned i den kolde brystkasse og begyndte at rive i den uhåndterlige hud og bore i det seje kød. Der var nu plads til to fingre i det flossede hul, og han arbejde sig hurtigt og metodisk frem.
Til sidst var der plads til hele hans hånd, og han gravede rundt i professorens bryst, indtil han fandt, hvad han ledte efter.
