Hmm... Idéen med en blog falder lidt til jorden, når man glemmer den som mig... Gør den ikke? Nå, men jeg synes selv, jeg har en god undskyldning! Sidste weekend var jeg først hos mine bedsteforældre fra fredag til lørdag, hvor jeg ikke kunne få net, og så var mine to bedste veninder på besøg hjemme hos mig, de overnattede fra lørdag til søndag, så der havde jeg ikke tid til at skrive (det ville være for asocialt!).
Nu ved jeg, hvad jeg skal op i! Biologi og kristendom! Det kunne næsten ikke være bedre!
Her i går var det jo store bededag, så der var jeg i Jylland(!?) til konfirmation. Jeg har intet imod Jylland (ikke meget i hvert fald), men det er bare så langt væk! Glædede mig virkelig til den konfirmation, og Nina var da også så smuk (hvis ikke smukkere) som jeg havde forestillet mig! Men de der 2x3 timer i bil kunne jeg godt havde undværet......
Wuhuuu! Arbejdernes kampdag! Så skal der viftes med røde faner og holdes 1. maj-taler og hujes og synges... og drikkes... 1. maj er nu blevet en national drukdag. Hvor mange af alle dem, der er i Fælledparken, går derhen for politikens skyld? Fåtallet er jeg rimelig sikker på... Ville gerne selv der ind og mærke stemningen, men hvis luften er tung af alkoholånde og væltede øl - så tror jeg godt, at jeg kan klare mig uden!
Hold humøret højt - hvem end der læser!
”Hun var fuld, hva?”
Jeg nikkede. Hendes opførsel havde i hvert fald været en fuld kvindes, og hendes blod burde have smagt bittert. Jeg havde ikke smagt det, min krop havde kun reageret på den dominerende smag af jern. ”Hun faldt og skar sig, og jeg var så tørstig, at jeg ikke kunne holde igen.” Jeg tog hårdere fat om skovlen.
Diana klappede mig lettere trøstende på ryggen og gik ind i huset. Det ville snart være lyst, og vi skulle til at få dækket vinduerne til.
Jeg gravede hurtigt et hul på cirka to og en halv meters dybde og smed den rødhå-rede derned. Endnu hurtigere dækkede jeg hende til og smed skovlen ind i skuret. Lyset var ved at blive skarpere og mine øjne gjorde ondt. Jeg flygtede ind i husets befriende mørke.
Maria sad og læste med sin tiger liggende for sine fødder. Diana lå på sofaen og kiggede i et blad. Jeg gik hen og satte mig tungt i stolen. Jeg var tung i kroppen, og jeg kunne ikke overskue at komme ud af tøjet og i bad. Mit ansigt føltes stift og jeg kunne reg-ne ud, at jeg havde blod over det meste af det. Diana kiggede op på mig flere gange, og da jeg ikke viste tegn på, at jeg ville lave noget, rejste hun sig og gik hen til mig. Hun satte sig på mine knæ og begyndte på at knappe skjorten op igen. Ud af øjenkrogen kunne jeg se Maria kigge forhåbningsfyldt på os. Hun håbede stadig at vi endte sammen. I løbet af dagen, hvor vi var tvunget til at være sammen, kunne vi godt lige holde hinanden ud, men om natten, når vores aktivitetsniveau steg, kunne vi ikke være sammen.
”Du burde tage dig et bad.”
Jeg nikkede en enkelt gang og lukkede øjnene. ”Hvorfor tror jeg hver gang, at jeg sagtens kan klare mig over lange perioder med meget lidt blod?”
Diana kørte trøstende en hånd ned over min kind. Selvom vi på overfladen ikke kunne udstå hinanden, havde vi alligevel et eller andet form for bånd. ”Fordi du ikke kan acceptere, at du nu har været, hvad du er, i 62 år.”
Jeg sukkede. ”Hvordan har du kunne acceptere det?”
”Hmm… Det ved jeg ikke. Jeg tror bare, at jeg prøvede at gøre hvad min krop ville have jeg skulle gøre, og nu har jeg vænnet mig til det. Efter 100 år bliver det også lettere, bare rolig, en dag behøver du heller ikke så meget.”
Hun tog min skjorte af mig og rejste sig. Jeg sank endnu længere ned i stolen og lod mine ben falde ud til siden. Jeg savnede virkelig det at kunne sove. ”Du burde virkelig tage et bad, ellers ender det med, at Maria eller jeg vasker dit bryst med vores tunge. Du er smurt ind i blod.”
”Du kommer bare,” sagde jeg med et suk. Jeg vidste, at hun lavede sjov, så jeg tur-de godt sige det.
Overrasket åbnede jeg øjnene, da jeg pludselig mærkede Dianas tunge mod min brystkasse.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar