Dagens side d. 17

Aaaah, har haft en dejlig, afslappende lørdag. Og har i skrivende stund besøg af Fonna og Benny, som er halvdelen af den kortklub min mor og far er med i. Det eneste ærgelige ved at have dem på besøg er, at hele huset bliver tilrøget. Der stinker, og i stuen kan man ligefrem se, at luften er uklar pga. røgen... Nå, men de er da søde, og det er jo det vigtigste - så må mit nyvaskede hår jo bare lugte af røg, indtil jeg går i bad i morgen... Var et smut i Matas i går og købe en ny mascare og en flydende eyeliner. Har ikke brugt flydende eyeliner før, så der skal øves lidt ;)

Hold humøret højt - hvem end der læser!

Da jeg kom ind, kunne jeg heldigvis stadig høre Idas hjerte slå. Lettet gik jeg hen til sofaen, som hun lå på. Jeg løftede hende let og smuttede ind under hende. Jeg sørgede for, at tæppet lå imellem hendes krop og min. Når hun manglede blod ville en afkøling ikke hjælpe på hendes situation. Jeg lod hendes ben ligge mellem mine og hendes hoved lå på min brystkasse. Da jeg ikke vidste, hvor jeg skulle gøre af mine arme lagde jeg dem forsigtigt om hende, bange for at skade hende. Mennesker var så skrøbelige.

Efter at have siddet med hende i en halv time, begyndte jeg at nynne en sang. Jeg kendte ikke teksten, og jeg vidste ikke, hvor jeg havde melodien fra, men den beroligede mig. Ida begyndte mere eller mindre bevidst at nynne med, og langsomt åbnede hun øjnene. Hun kiggede desorienteret op på mig. Med et lille suk puttede hun sig tættere ind til mig. Jeg havde automatisk ladet være med at trække vejret, da jeg kom ind i hytten, men nu lod jeg mig selv trække vejret ind gennem næsen. Hendes hår duftede rent og nyvasket, og der hang en sødme over hende, som havde hun spist æbler eller bær lige inden hun kom herhen.

Hvorfor hun gik herhen forstod jeg ikke. Hun var sikkert bange for, at vi ville komme efter hende, hvis hun ikke gjorde. Diana og jeg havde opsøgt nogle mere lyssky steder, og fundet nogle ”lette” ofre. Faktisk havde vi bare valgt de første de bedste af det modsatte køn, vi havde mødt. De fleste havde kigget interesseret på os, da vi gik ind på den lille snuskede kro. Stanken havde næsten ikke været til at holde ud, men vi skulle finde nogle villige ”måltider” til Maria – vi kunne godt klare os uden faste mennesker, men den chance turde vi ikke tage med Maria. Ida havde siddet sammen med fem andre kvinder i et hjørne og jeg kom let i snak med dem. Der gik ikke længe før jeg fik dem alle sammen overtalt til, at komme med ud og gå i stedet for.

Så snart vi var kommet så langt væk, at de ikke ville vække nogen opsigt, selv hvis de skreg, havde jeg vendt mig om mod dem. ”Jeg har noget, jeg skal spørge jeg om, noget I skal hjælpe mig med.” De havde kigget lettere nervøst på hinanden og nogle af dem fni-ste. ”Jeg har en lille pige, Maria, hun er 364 år og mangler nogle faste måltider.” De havde kigget forskrækket på mig, og jeg havde tydeligt set gruen nå deres øjne, da de forstod hvad jeg sagde. Alle i landet vidste, at vi fandtes, men de færreste mødte os. Når de ende-lig gjorde, var reaktionen næsten altid den samme: Først forblændet, bange når sandhe-den kom frem, men alligevel draget af vores mystik til sidst. Fire af kvinderne var gået ind til det, resten havde jeg fået til at glemme mig.

Diana havde fundet tre mænd, og vi havde fået de syv mennesker til at sørge for ”administrationen”. Hver nat overnattede en af dem i hytten, og vi fortalte altid om det var Dianas eller min nat den efterfølgende, da ingen af mændene var interesseret i at væ-re her, når det var min nat. Kvinderne virkede mere ligeglade, og jeg havde på fornemmel-sen, at kvinderne gjorde det for Maria mens mændene gjorde det for Diana.

Ida rørte på sig og jeg satte mig lidt bedre op. Hun var begyndt at blive tyndere, og hun virkede svagere end normalt. De andre kvinder var måske begyndt at bakke ud, for det var tredje gang hun var her når vi kom. Enten det eller også var hun virkelig uheldig. Det var ikke hver nat, at Maria skulle have mad, og det var langt fra hver nat jeg lod hende. Diana var mere ligeglad med menneskene, hun var faldet godt til i sin nye form og så nu sig selv som en højere skabning. Jeg kunne stadig huske hvor grufuldt det var pludselig at blive revet ud af mit normale liv, og hvis Maria drak for meget af en person, så ville vi blive nødt til at gøre det mod en anden.

Jeg lagde mit hoved bagover og lukkede øjnene med et suk. Diana var ligeglad med hvor meget Maria drak af dem, men jeg følte, at det var mit ansvar.

”Hvor er Maria?” Ida drejede hovedet og kiggede op på mig.

Jeg rettede mig op og rømmede mig. ”Hun er derhjemme, jeg har lovet Diana at ta-ge de næste to nætter fordi jeg smed hende af i nat.”

Ida nikkede svagt og lagde sit hoved ned igen. Jeg løftede min ene arm og strøg hende over håret. ”Fryser du?”

Hun rystede på hovedet og lukkede øjnene. ”Men jeg er træt. Jeg tror aldrig jeg har været så træt.”

”Hvor længe drak hun af dig?” Vi blev begge anspændte over spørgsmålet. Jeg for-di jeg havde dårlig samvittighed, Ida fordi hun var bange for at svare ”forkert”.

”Så snart du var ude af døren var hun henne ved mig. Hun bed mig et sekund senere.” Hun holdt en lille pause og trak vejret dybt ind. ”Kort efter besvimede jeg.” Hun lød pinligt berørt.

Jeg rettede mig op til siddende position og hev hende med op. Det nederste tæppe gled lidt væk og hendes venstre underarm ramte min arm. Instinktivt rev hun den til sig, da den rørte min kolde hud, og hun kiggede skamfuldt ned. Jeg valgte at ignorere det og lægge tæppet tilbage på plads.

”Du kunne ikke gøre noget. Maria ville alligevel ikke lytte, hvis du havde bedt hende vente eller stoppe.” Jeg lagde min kind ned på hendes hår, glad for, at jeg kunne fortælle det her til en, der ikke ville stemple mig som en klynker, præcis som Diana gjorde – Ida sagde det i hvert fald ikke højt. Jeg savnede også den kontakt mennesker har med hinanden, nærværet. Det havde jeg ikke oplevet længe. ”Jeg skulle havde taget hende med, men jeg valgte at stole på hende. Det skulle jeg ikke havde gjort.”

”Det er mig selv, der går herhen.”

”Men det var mig, der fik dig til det i første omgang, så det er mig, der har ansvaret.”

Hun prøvede at dreje sit hoved, og jeg løftede hurtigt mit hoved, så hun kunne komme til det. ”Men det er mig, der fortsætter med at komme herhen.”

Jeg sukkede. ”Du giver ikke op, vel?”

Hun rystede på hovedet. ”Det gør du heller ikke, vel?”

Jeg rystede også på hovedet, og Ida sendte mig et lille smil. ”Nu hvor Maria har væ-ret her, så behøver du ikke sove her. Skal jeg tage dig hjem?”

”Det må du gerne.”

Jeg tog fat under hende i stedet for rundt om hende og rejste mig. I menneskeligt tempo gik jeg hen til døren og åbnede den. Inden jeg gik ud, slukkede jeg for lyset. Ida kunne intet se nu, hvor vi var ude i mørket, men det betød intet for mig. Det var nymåne, så der var intet måneskær, og hun havde så godt som ingen mulighed for at se inden vi nåede in til byen. Min mundvige trak op i et halvt smil. Hendes øjne ville ikke have tid til at vænne sig 100% til mørket før vi var i byen.

Ida vendte sit ansigt ind mod mit bryst og tog fat i min skjorte. Jeg satte i løb, og jeg kunne høre hvordan hendes vejrtrækning blev lidt hurtigere. Hun blev altid nervøs, når jeg løb hende hjem. To minutter senere stod jeg ude foran hendes hoveddør. Varsomt satte jeg hende ned og tog imod tæpperne, som hun rakte mig. Hun vendte sig om og stak nøglen i nøglehullet. Hun gispede, da jeg hurtigt lagde min hånd over hendes på dørhåndtaget. Jeg lod min venstre hånd hvile ved siden af døren, så jeg stod bøjet ind over hende. Hendes vejrtrækning, der ellers havde været tæt på normal, satte farten op igen.

”Lov mig lige en ting,” hviskede jeg i øret på hende. Vi stod så tæt, at mine læber var en halv centimeter fra hendes øre. Min kolde ånde smøg sig om hendes øre, da jeg hviskede: ”Lad nogle af de andre komme de næste par nætter, okay?”

Hun nikkede langsomt, bange for at røre sig. Jeg vidste præcis, hvad jeg skulle gøre for at få den reaktion ud af hende, jeg ville, og jeg benyttede mig fuldt ud af min viden. Jeg fik lidt dårlig samvittighed over at forføre hende, som jeg gjorde, men det var for hendes egen sikkerhed.

Weekend!

Skønt - weekend! Hvad kan være bedre end en skøn fredag, hvor man har fået grint en masse med en af sine bedste veninder?

Jeg håber I alle får en skøn weekend, og der vil selvfølgelig komme en ny side ind både lørdag og søndag.

Hold humøret højt - hvem end der læser!

Endnu en dag

I dag har været skøn! Dejligt vejr, dejlige venner, jeg har fået en mail fra familien i USA, og der er ingen påtrængende lektier. I dag i dansktimen sad jeg og skrev lidt i mit nyerhvervede hæfte, og jeg synes selv, der kom noget spændende ud af det - jeg har i hvert fald fået en idé til, hvad der kan ske i min næste historie. Men jeg skal først lige færdigskrive den historie, jeg er i gang med nu. Apropos nuværende historie, så smider jeg lige noget mere her ud på bloggen!

Hold humøret højt - hvem end der læser!

50 meter fra den lille hytte satte vi farten ned og fortsatte i et menneskeligt gå tempo. Da vi kom ind, blev vi mødt af et par forskrækkede grågrønne øjne. Ida rejste sig og rettede nervøst på sin hvide skjorte, så den dækkede hendes hals. Jeg sendte hende et glædesløst smil. De små mærker efter Marias tænder var over alt på hendes hals, usynligt for det menneskelige øje, men jeg så dem tydeligt.


”Jeg… jeg hørte jer slet ikke komme.” Selvfølgelig havde hun ikke hørt os.

Maria gik hen til hende og sendte hende et stort smil. ”Hej Ida.”

Ida samlede sit mørkebrune hår i en løs hestehale, sikkert så det ikke ville være i vejen. ”Hej,” hun bukkede sig ned og samlede den lille pige op, ”hvad har I så lavet i da… her til aften?” Jeg fnyste lavmælt over hendes talefejl.

”Vi var på markedspladsen!”

”Markedspladsen?”

”Markedspladsen ved Ludiæa,” sagde jeg forklarende, ”vi tog derfra for få minutter siden.”

Ida så lettere forbløffet ud, men hendes ansigt faldt hurtigt i de rigtige folder. Ludiæa lå cirka 60 kilometer fra Adrene, hvor vi var nu.

”Hvad lavede I så på markedspladsen?” Ida satte sig i sofaen med Maria på skødet.

”Ikke meget, for Maria blev sulten. Men Julian vandt en bamse til mig!” Hun kiggede hen på mig og spærrede øjnene op. ”Hvor er min tiger?”

Jeg slap en irriteret snerren. ”Du har sikkert smidt den et eller andet sted i skoven.”

”Jeg vil have min tiger! Ida skal se den!” Marias stemme var hysterisk, og jeg blev helt overrasket over, hvor hurtigt hun var kommet op i det toneleje.

”Kan vi ikke tage den med på vejen hjem?”

”Nej! Jeg vil have min tiger!” Hun rev sig løs fra Ida og stod foran mig millisekundet efter. ”Jeg vil have den nu!” Hun stampede hårdt i gulvet, og det gav efter under hendes fod.

”Fint.” Jeg gik hen mod døren. ”Men du venter, til jeg er tilbage,” tilføjede jeg lav-mælt. Jeg snakkede så hurtigt, at Ida ikke kunne høre det.

”Det skal jeg nok,” Maria snakkede som jeg, hun vidste godt, at jeg ikke ville skræmme ”måltiderne” mere end nødvendigt.

Irriteret rev jeg døren op og forlod hytten. Hastigt fulgte jeg vores duftspor, bange for at lade Maria være alene med Ida for længe. Selvom Maria var langt ældre end mig og derfor behøvede mindre føde, var det ikke altid, hun kunne beherske sig. Skrækscenariet fra den nat Diana og jeg havde taget ud for at finde føde uden Maria ville jeg ikke have gentaget. Maria havde pludselig besluttet sig for, at den føde hun havde fået dagen før ikke var nok. Folk lå drænet i gaden, og Maria lå kvæstet i en brønd. Hun var gået bersærk, men nogle folk i byen havde fået viklet kinjajakæder om hendes hals og arme så hun ikke kunne bevæge sig. Kinjajaen havde gnavet sig langt ind i hende, og der gik en måned inden hun var oven på igen. Siden da havde Diana og jeg altid sørget for, at en af os var sammen med Maria, når hun drak. Og siden da var Diana og mit forhold blevet endnu køligere.

Den lyserøde bamse lå på skovbunden der, hvor vi var drejet af mod hytten. Hun havde sikkert fået givet slip, da hun løb efter mig. Hurtigt samlede jeg den op og styrtede tilbage mod hytten. Jeg kunne lugte jern, og jeg vidste, at Maria var begyndt at drikke.

Døren knagede, da jeg med lidt for meget kraft åbnede den. Idas ansigt var begyndt at blive hvidt og hendes øjne var lukket. Jeg skyndte mig hen og rev Maria fra hende. Mæt – forhåbentlig – slikkede hun sig om munden og kiggede op på mig.

”Jeg sagde, du skulle vente!” Min stemme var fyldt med vrede.

”Jeg tog ikke meget.” Hun lød uskyldig, så jeg vidste, at hun udmærket var klar over, at hun havde taget alt for meget.

”Her er din bamse,” snerrede jeg og smed den hen til hende, ”ryk dig.”

Jeg bukkede mig ned og strøg Idas hår væk fra hendes pande. Forsigtigt samlede jeg hende op og lagde hende på et tæppe. For at hun ikke skulle blive kold, lagde jeg et andet tæppe over hende. Maria stod med tigeren og kiggede på den. Hun havde en lille fold mellem øjnene, tydeligvis fordybet i tanker.

”Du skal hedde Fiona,” hun kiggede op på mig, ”kan du ikke godt lide det navn?”

Jeg gik hen og samlede hende op. ”Jo, det er fint.” Min stemme var kold, og Maria vidste godt, at jeg var vred på hende. Vi forlod hytten og jeg løb hurtigt af sted mod vo-res ”hjem”.

Efter fem minutters løb satte jeg Maria ned. Hun gik nynnende ind i det store træhus.

”Diana,” kaldte jeg lavmælt, ”kom lige her ud.”

Hun stod lige foran mig. Hendes stålgrå øjne kiggede koldt på mig, og mit humør blev om muligt endnu dårligere. Denne her aften var den værste længe.

”Tag dig lige af Maria.”

”Tro om igen, det er din nat!” Hun viftede afværgende med den ene hånd, mens den anden kørte irriteret igennem hendes sorte hår. Vi lød nogle gange som et skilt par, der skændtes om hvis tur det var til at have barnet. Forskellen var bare, at vi helst ikke ville have hende.

Jeg sukkede og spændte i kæben. ”Jeg skal nok tage de næste to nætter hvis du gider tage hende nu! Hun drak for meget af Ida.”

Diana kiggede på mig med kølig ligegyldighed. ”Og?”

Jeg snerrede. ”Jeg skal tilbage og holde øje med, at hun ikke dør af blodmangel.”

Hun trak på skulderen. ”Kan du ikke være ligeglad med hende, Julian? Desuden er det ikke Marias skyld, du skulle bare havde holdt bedre øje med hende.”

Jeg slog i det træ Diana stod og lænede sig op af. Hun viste tænder men sagde in-tet.

”Den latterlige bamse, jeg skulle vinde til hende, havde hun tabt i skoven, og hun ville have den! Jeg var væk i to minutter, og da var Ida allerede helt hvid i hovedet. Jeg er sikker på, at hun smed den for at få mig ud af hytten, så hun kunne være alene med Ida!” Jeg knyttede mine hænder.

”Fint.” Diana vendte rundt og gik hen mod huset. ”Husk hvad du lovede! De næste to nætter!”

Jeg vendte rundt og løb hen mod hytten igen.

Dagens side d. 14

Undskyld den sene "udgivelse" ;)
Hvis der optræder mærkelige bindestreger midt i ordene, er det fordi der i dokumentet er linjeskift med orddelling.
Jeg har prøvet at lade der være lidt mere luft denne gang i forhold til i går - hvad fungerer bedst?

Hold humøret højt - hvem end der læser!

”Hold da op en skrap far.” Jeg spændte i kæben. Vi var allerede ti meter væk fra boden, men hans stemme var tydelig.

”Hvad er der galt, Julian?” Maria sad stadig på min arm, og hun holdt det lyserøde plysdyr tæt ind til sig.

”Du hørte ham godt.” Min stemme var kold.

Marias ansigt mistede sit lillepige udseende, og hendes rigtige ansigt kom frem. Et barneansigt, men alle trækkene var som hos en voksen. ”Julian, du ved ligeså godt som jeg, at de ikke ved, hvad de snakker om. Bare ignorer hvad de siger.”

”Det er svært at ignorere, når man kan høre hvad alle siger.”

”Jeg troede du havde vænnet dig til det? Hvorfor er det pludselig så svært?” Hen-des stemme var irriteret. ”Maria vil ikke hjem endnu,” hendes lillepige opførsel var kommet frem igen, ”Maria tilgiver ikke Julian, hvis vi går hjem nu!”

Jeg sukkede. ”Gider du godt lade være med at komme med de der humørsvingnin-ger?”

Maria fniste og gav mig et kys på kinden. Jeg rystede på hovedet. Hun var ikke til at regne med. ”Maria er sulten.” Hun kiggede rundt og fikserede sine øjne på et ungt par. Jeg sendte hende et advarende blik.

”Ikke her.” Det var alt jeg behøvede at sige.

Marias ansigt blev mut. ”Fint. Men Maria vil gerne snart have mad.”

”Hvis vi går nu kan du få mad.”

Hun sad lidt og tænkte. ”Okay. Skal vi gå nu?” Hun smilede stort til mig, og jeg kun-ne høre nogle forbløffede gisp rundt om os.

Med hurtige skridt – måske lidt for hurtige, nogle mennesker kiggede underligt efter os – gik jeg ud fra markedspladsen. Så snart vi var uden for lyset og omhyldet af skygger-ne satte jeg farten op. Maria grinte lystigt og hoppede af min arm. Den lyserøde tiger hang efter hende som en farverig hale, da vi let og adræt løb igennem skoven uden at lave den mindste støj.

”Maria er sulten!” Hun var meget utålmodig, men hendes stemme var let og glad, hvilket tydede på, at hun bare var lækkersulten. Havde hun virkelig været sulten, ville hun ikke længere spillede ”lillepige”.

Jeg sukkede. ”Det er da ikke så længe siden, du spiste sidst.”

Hun hvæste af mig. ”Det er fem dage siden jeg sidst fik føde, og det skravl du gav mig fra indeholdt ikke meget næring, når jeg ikke engang må tømme.” Hun var sulten. Hendes lillepigeydre forsvandt fuldstændigt, da hendes tænder glimtede faretruende tæt på mig strube. Hun var sprunget op på min skulder. ”Hvor lang tid siden er det, du spiste?”

Jeg sank en klump. ”To dage.”

”Og du siger, det ikke er længe siden, jeg fik føde?” Hendes ånde ramte min hals, og jeg blev endnu mere utryg.

”Du kan klare dig uden føde længere end mig.” Jeg bøjede hovedet skamfuldt.

”Det betyder ikke, at jeg gider gå uden det længere end dig!” Hendes stemme var virkelig irriteret. Jeg vidste, at jeg måtte være varsom, ellers ville jeg få problemer. ”Jeg kan meget bedre lide at være sammen med Diana, hun vil godt lade mig spise.”

”Det vil jeg også godt, men ikke hver dag.” Jeg bed tænderne hårdt sammen, ner-vøs for, at jeg havde overskredet hendes grænse.

”Hvorfor skulle jeg også være en lille pige? Hvorfor kan jeg ikke gøre noget uden, en af jer skal være sammen med mig?” Hun var ved at køre sig selv helt op, men heldigvis hoppede hun af min skulder.

Jeg knyttede mine hænder. ”Det behøvede ikke at være mig og Diana, men det sørgede du jo for.”

Hun sendte mig et lumsk smil og sørgede for at vise mig sine tænder. ”Diana ville være død uden mig, hun bliver ved mig, fordi hun skylder mig sit liv. Jeg håbede, at hende og Julius kunne være min mor og far, men han gad ikke være med, så jeg blev jo nødt til at finde en anden, ikke?” Hun grinte, men hendes latter var langt fra munter.

”Hvorfor mig? Og Julius ville da være den perfekte far for dig, så vidt jeg ved spiser han rigeligt hver dag.” Jeg kiggede opmærksomt på hende. Lige nu var det ikke til at vide, hvordan hun ville reagere. Al den galde jeg så længe havde holdt under kontrol, var ved at komme op. For min egen sikkerheds skyld prøvede jeg at holde det nede lidt længere.

”Pas på hvad du siger,” hun snerrede, og jeg lod der komme mere afstand imellem os, ”Diana ville blive ked af det, hvis jeg kom hjem alene.” Trodsigt svingede hun sit blonde hår over skulderen.

Jeg fnøs. ”Hvorfor skulle hun dog blive det? Der er en grund til, at vi er sammen med dig på skift.”

Hendes ansigt blev trist, men det var rent skuespil. ”Maria havde sådan håbet på at få en mor og en far, så hvorfor vil hverken Julius, Julian eller Diana ikke være mine foræl-dre?”

Jeg valgte ikke at svare. Efter et minut eller to uden at sige noget stoppede vi begge op som på kommando. Ivrigt løftede vi hovederne og snusede ind. Maria slikkede sig om munden. Glædestrålende klappede hun i hænderne. ”Det er Ida, jeg kan så godt lide Ida.”

Jeg nikkede sammentyggende, men vores mening med ordet ”lide” var vist ikke den samme. Jeg kunne mærke Marias øjne på mig. ”Julian, hvorfor er Ida der så tit? Jeg troede, du sagde, at det ikke måtte være den samme for tit.” Jeg trak på skulderen og satte i løb. Maria kom med et lille irriteret udbrud og et halvt sekund efter var hun oppe på siden af mig.

Dagens kommentar

Jeg vil begynde også at skrive lidt om, hvad jeg går og laver og om mit nærmiljø - det vil sige venner, familien, skole, hjemmet og så videre - præcis som min skønne veninde, Camilla, bad om (hehe, så blev hun nævnt alligevel, selvom hun ikke ville). I dag har været en normal dag, der er ikke sket noget specielt. Som sædvanligt skolen ikke været interresant, og som jeg plejer, har jeg haft nogle hyggelige pauser med de skønne mennesker jeg går i klasse med!

Efter skole var jeg i papirlageret og købe en lille notesbog, så jeg altid har et sted at skrive alle idéer, jeg får, ned, da det ellers er svært at huske det hele.

Her på det seneste har jeg haft en lille pige rendende rundt i mit hoved (og bare rolig, jeg er ikke begyndt at høre stemmer!). Hun er rødhåret - og med rød mener jeg postkasse rød - og hendes øjne er katteagtige og helt grønne. Hun har et drillesygt sind og hendes smil er lettere ondsindet. Jeg tror hun vil være spændende at arbejde med i en historie, og jeg overvejer at få hende flettet ind i en ny idé, jeg går og rumstere med - men jeg skal først afslutte historien om Julian, som jeg satte en side af ind i går.

Og nu hvor jeg er inde på den historie, så vil jeg lægge en side mere ind om lidt, men jeg skal nok snart finde ud af en måde, hvorpå jeg kan få opsætningen med over!

Hold humøret højt - hvem end der læser!

Første forsøg!

Så kommer det første materiale! Har bare sat det der svare til en A4-side ind, for at se resultatet - enjoy!
Til min store ærgelse, kan jeg ikke lave indrykninger, og det vil derfor nogle gange være lidt forvirrende med afsintene - men som sagt, det her er en prøve!

Hold humøret højt - hvem end der læser!

1.

Åh Gud, hvis du overhovedet findes derude, så red mig fra dette mareridt.

Så snart jeg havde tænkt tanken til ende, fnyste jeg. Hvis der endelig fandtes en gud, så ville jeg være den sidste, der ville få hjælp. Min samvittighed var alt for plettet til, at jeg på nogen måde kunne bede om hjælp i det guddommelige. Desuden var det ikke mig, der skulle redes fra et mareridt, det var mig, der let kunne blive mareridtet.

Hvorfor stod jeg overhovedet her, på en markedsplads overfyldt med mennesker, der glædeligt benyttede sig af aftenens kølige luft til at komme og se på de farvestrålende boder? Grunden var i min hånd. Faktisk var den ikke i min hånd, jeg holdt den i hånden. Den lille pige, Maria, kiggede rundt med store øjne. Hun havde ikke godt af, at være tæt på så mange mennesker. Hendes selvkontrol var ikke så god som min. Og min var ikke god til at begynde med.

Jeg spændte i kæben. En halv time, lovede jeg mig selv, en halv time, og så er du væk herfra! Maria hev i mig, og hun trak mig hen til en bod, hvor en overvægtig mand, hvis tøjs farver var så skrigende, som de kunne blive, stod og råbte. ”Tre bolde for en tier, seks bolde for femten. Vælt så mange dåser I kan og vind flotte præmier!” Hans ansigt havde en let rødlig kulør, og flere af hans blodåre stod tydeligt frem. Hans vejrtrækning var tung og sveden drev af ham. Jeg rynkede på næsen i afsky. Selv hans lugt var væmmelig, en blanding af alkohol, dårlig deodorant og for mange cigaretter.

Maria rev endnu en gang utålmodigt i min arm. Hendes mørkegrå øjne strålede, da hun pegede på den kraftige mand. ”Julian, du skal prøve!”

Jeg tog den lille pige op på min ene arm. ”Hvorfor nu det?”

”Fordi, Maria vil have en bamse! Julian, vind den store bamse til Maria!”

”Hvorfor skal jeg vinde en bamse til dig?”

Hun lagde sine hænder på siderne af mit hoved og gav mit et kys på næsen. ”Fordi Maria gerne vil have en bamse fra Julian!” Hun stillede et såret ansigt op. ”Vil Julian ikke vinde en bamse til Maria?”

Jeg sukkede. ”Jo, det skal jeg nok…”

Jeg gik hen til boden og smed en tier ned foran manden. Han samlede den op med sin svedige hånd og lagde tre bolde foran mig. ”Værsgo hr.,” han trak vejret dybt ind, ”for hver anden dåse du vælter stiger du en hylde,” han gjorde en gestus med en den ene hånd mod præmiehylderne, ”men hvis du hellere vil, kan du også spare point sammen, du kan bruge i en af de andre boder.”

Jeg nikkede ligegyldigt og samlede en af boldene op. Bodejerens øjne blev store, da han så, at jeg stadig med Maria på den ene arm væltede et helt tårn med dåser. Jeg samlede den anden bold op og væltede endnu et tårn. Det sidste tårn væltede jeg også, og Maria kiggede glædestrålende på mig. Den kraftige mand duppede sved af sin pande og lagde det ulækre stykke stof tilbage i sin lomme.

”Wow, det kalder jeg noget af et boldøje du har der.” Jeg nikkede en enkelt gang. ”Du, øhm,” han vendte sig om, ”du kan få lov til at vælge en præmie til dig selv og en til den lille frøken.” Han kiggede på Maria og hun sendte ham et sukkersødt smil. Det gibbede lidt i den store mand ved synet af Marias hvide, lidt for skarpe tænder, men han sagde ikke noget.

”Hvilken bamse var det, du ville have?”

”Den lyserøde tiger, den lyserøde tiger!” Hun strakte ivrigt armene frem, da manden i boden rakte hende den gigantiske bamse. Dejligt, så kunne jeg bære rundt på den resten af aftenen.

”Hvad vil du have?” Da han spurgte om det, hang mine øjne lidt for længe ved hans hals. Jeg rystede på hovedet. Hvorfor skulle hans pulsåre også være så tydelig?

”Intet, jeg tror jeg får besvær nok med at bære rundt på den her.” Jeg lavede et lille nik med hovedet og viste, at jeg mente tigeren.

”Jamen, vil du så ikke i det mindste have dine point med, du kan købe en gave et andet sted, måske den lille frøken finder noget mere interessant?”

Jeg rystede igen på hovedet. ”Hun har fået nok i aften.” Jeg vendte rundt og gik væk fra boden.

Der var engang en pige, der hed Anna...

Anna var min første hovedperson i min første lange historie - min første "frihistorie", som jeg ynder at kalde det jeg skriver. Hun er en pige på 15 eller 16 år - det er så længe siden, at jeg har arbejdet med det dokument, at jeg ikke kan huske det (beklager) - som lever et helt normalt liv, lige indtil den dag hun møder Nicklas. Nicklas er ikke en helt normal dreng, som Anna - og læsere - lidt inde i fortællingen vil finde ud af. Historien er skrevet i 3. person, det vil sige, at det ikke er en jeg-fortæller, alt foregår i: 'Han sagde... Hun gjorde... Han greb hende... Hun gav ham en lussing...'-agtigt ;) Det gør også, at man som "forfatter" (hvilket jeg ikke vil kalde mig selv - endnu :b) meget let kan komme til at blive altvidende, altså at man viser tankerne fra flere personer end hovedpersonen. Jeg synes selv, at historien er god, men min skrivestil er ikke den bedste, da "Hypnose" var mit første arbejde, og hvis ikke det var fordi, jeg har brugt for meget tid på den lige nu, ville jeg skrive den om, men denne gang med jeg-fortæller, som jeg skriver min nye frihistorie i. Hvis nogle skulle være interesseret kan jeg sagtens sende dokumentet - men jeg advarer! - det er ikke sat ordentligt op, alt er skrevet ud i én smøre inde i kapitlerne, og hver dokument (der er 3 i alt) er på ca. 55 A4-sider.

Men som jeg skrev i går vil der snart komme materiale fra min nye historie ud!

Hold humøret højt - hvem end der læser!

Så kom der gang i bloggen!

Så fandt jeg endelig ud af, hvordan det her fungerer! Og jeg undskylder endnu en gang for et latterligt indlæg. Nu vil der komme links ud på facebook og twitter, så fra om et par dage vil jeg lægge egentligt materiale ud.

Hold humøret højt - hvem end der læser!

Så prøver vi igen

Jeg er nu på andet indlæg, men det kan meget vel blive det første, der kommer ud på bloggen. Har endnu ikke fundet ud af, hvordan det hele fungere, så nu prøver jeg igen.

Hvis det her kommer ud - så undskylder jeg dette latterlige indlæg!

Hold humøret højt - hvem end der læser!