Dagens side d. 17

Aaaah, har haft en dejlig, afslappende lørdag. Og har i skrivende stund besøg af Fonna og Benny, som er halvdelen af den kortklub min mor og far er med i. Det eneste ærgelige ved at have dem på besøg er, at hele huset bliver tilrøget. Der stinker, og i stuen kan man ligefrem se, at luften er uklar pga. røgen... Nå, men de er da søde, og det er jo det vigtigste - så må mit nyvaskede hår jo bare lugte af røg, indtil jeg går i bad i morgen... Var et smut i Matas i går og købe en ny mascare og en flydende eyeliner. Har ikke brugt flydende eyeliner før, så der skal øves lidt ;)

Hold humøret højt - hvem end der læser!

Da jeg kom ind, kunne jeg heldigvis stadig høre Idas hjerte slå. Lettet gik jeg hen til sofaen, som hun lå på. Jeg løftede hende let og smuttede ind under hende. Jeg sørgede for, at tæppet lå imellem hendes krop og min. Når hun manglede blod ville en afkøling ikke hjælpe på hendes situation. Jeg lod hendes ben ligge mellem mine og hendes hoved lå på min brystkasse. Da jeg ikke vidste, hvor jeg skulle gøre af mine arme lagde jeg dem forsigtigt om hende, bange for at skade hende. Mennesker var så skrøbelige.

Efter at have siddet med hende i en halv time, begyndte jeg at nynne en sang. Jeg kendte ikke teksten, og jeg vidste ikke, hvor jeg havde melodien fra, men den beroligede mig. Ida begyndte mere eller mindre bevidst at nynne med, og langsomt åbnede hun øjnene. Hun kiggede desorienteret op på mig. Med et lille suk puttede hun sig tættere ind til mig. Jeg havde automatisk ladet være med at trække vejret, da jeg kom ind i hytten, men nu lod jeg mig selv trække vejret ind gennem næsen. Hendes hår duftede rent og nyvasket, og der hang en sødme over hende, som havde hun spist æbler eller bær lige inden hun kom herhen.

Hvorfor hun gik herhen forstod jeg ikke. Hun var sikkert bange for, at vi ville komme efter hende, hvis hun ikke gjorde. Diana og jeg havde opsøgt nogle mere lyssky steder, og fundet nogle ”lette” ofre. Faktisk havde vi bare valgt de første de bedste af det modsatte køn, vi havde mødt. De fleste havde kigget interesseret på os, da vi gik ind på den lille snuskede kro. Stanken havde næsten ikke været til at holde ud, men vi skulle finde nogle villige ”måltider” til Maria – vi kunne godt klare os uden faste mennesker, men den chance turde vi ikke tage med Maria. Ida havde siddet sammen med fem andre kvinder i et hjørne og jeg kom let i snak med dem. Der gik ikke længe før jeg fik dem alle sammen overtalt til, at komme med ud og gå i stedet for.

Så snart vi var kommet så langt væk, at de ikke ville vække nogen opsigt, selv hvis de skreg, havde jeg vendt mig om mod dem. ”Jeg har noget, jeg skal spørge jeg om, noget I skal hjælpe mig med.” De havde kigget lettere nervøst på hinanden og nogle af dem fni-ste. ”Jeg har en lille pige, Maria, hun er 364 år og mangler nogle faste måltider.” De havde kigget forskrækket på mig, og jeg havde tydeligt set gruen nå deres øjne, da de forstod hvad jeg sagde. Alle i landet vidste, at vi fandtes, men de færreste mødte os. Når de ende-lig gjorde, var reaktionen næsten altid den samme: Først forblændet, bange når sandhe-den kom frem, men alligevel draget af vores mystik til sidst. Fire af kvinderne var gået ind til det, resten havde jeg fået til at glemme mig.

Diana havde fundet tre mænd, og vi havde fået de syv mennesker til at sørge for ”administrationen”. Hver nat overnattede en af dem i hytten, og vi fortalte altid om det var Dianas eller min nat den efterfølgende, da ingen af mændene var interesseret i at væ-re her, når det var min nat. Kvinderne virkede mere ligeglade, og jeg havde på fornemmel-sen, at kvinderne gjorde det for Maria mens mændene gjorde det for Diana.

Ida rørte på sig og jeg satte mig lidt bedre op. Hun var begyndt at blive tyndere, og hun virkede svagere end normalt. De andre kvinder var måske begyndt at bakke ud, for det var tredje gang hun var her når vi kom. Enten det eller også var hun virkelig uheldig. Det var ikke hver nat, at Maria skulle have mad, og det var langt fra hver nat jeg lod hende. Diana var mere ligeglad med menneskene, hun var faldet godt til i sin nye form og så nu sig selv som en højere skabning. Jeg kunne stadig huske hvor grufuldt det var pludselig at blive revet ud af mit normale liv, og hvis Maria drak for meget af en person, så ville vi blive nødt til at gøre det mod en anden.

Jeg lagde mit hoved bagover og lukkede øjnene med et suk. Diana var ligeglad med hvor meget Maria drak af dem, men jeg følte, at det var mit ansvar.

”Hvor er Maria?” Ida drejede hovedet og kiggede op på mig.

Jeg rettede mig op og rømmede mig. ”Hun er derhjemme, jeg har lovet Diana at ta-ge de næste to nætter fordi jeg smed hende af i nat.”

Ida nikkede svagt og lagde sit hoved ned igen. Jeg løftede min ene arm og strøg hende over håret. ”Fryser du?”

Hun rystede på hovedet og lukkede øjnene. ”Men jeg er træt. Jeg tror aldrig jeg har været så træt.”

”Hvor længe drak hun af dig?” Vi blev begge anspændte over spørgsmålet. Jeg for-di jeg havde dårlig samvittighed, Ida fordi hun var bange for at svare ”forkert”.

”Så snart du var ude af døren var hun henne ved mig. Hun bed mig et sekund senere.” Hun holdt en lille pause og trak vejret dybt ind. ”Kort efter besvimede jeg.” Hun lød pinligt berørt.

Jeg rettede mig op til siddende position og hev hende med op. Det nederste tæppe gled lidt væk og hendes venstre underarm ramte min arm. Instinktivt rev hun den til sig, da den rørte min kolde hud, og hun kiggede skamfuldt ned. Jeg valgte at ignorere det og lægge tæppet tilbage på plads.

”Du kunne ikke gøre noget. Maria ville alligevel ikke lytte, hvis du havde bedt hende vente eller stoppe.” Jeg lagde min kind ned på hendes hår, glad for, at jeg kunne fortælle det her til en, der ikke ville stemple mig som en klynker, præcis som Diana gjorde – Ida sagde det i hvert fald ikke højt. Jeg savnede også den kontakt mennesker har med hinanden, nærværet. Det havde jeg ikke oplevet længe. ”Jeg skulle havde taget hende med, men jeg valgte at stole på hende. Det skulle jeg ikke havde gjort.”

”Det er mig selv, der går herhen.”

”Men det var mig, der fik dig til det i første omgang, så det er mig, der har ansvaret.”

Hun prøvede at dreje sit hoved, og jeg løftede hurtigt mit hoved, så hun kunne komme til det. ”Men det er mig, der fortsætter med at komme herhen.”

Jeg sukkede. ”Du giver ikke op, vel?”

Hun rystede på hovedet. ”Det gør du heller ikke, vel?”

Jeg rystede også på hovedet, og Ida sendte mig et lille smil. ”Nu hvor Maria har væ-ret her, så behøver du ikke sove her. Skal jeg tage dig hjem?”

”Det må du gerne.”

Jeg tog fat under hende i stedet for rundt om hende og rejste mig. I menneskeligt tempo gik jeg hen til døren og åbnede den. Inden jeg gik ud, slukkede jeg for lyset. Ida kunne intet se nu, hvor vi var ude i mørket, men det betød intet for mig. Det var nymåne, så der var intet måneskær, og hun havde så godt som ingen mulighed for at se inden vi nåede in til byen. Min mundvige trak op i et halvt smil. Hendes øjne ville ikke have tid til at vænne sig 100% til mørket før vi var i byen.

Ida vendte sit ansigt ind mod mit bryst og tog fat i min skjorte. Jeg satte i løb, og jeg kunne høre hvordan hendes vejrtrækning blev lidt hurtigere. Hun blev altid nervøs, når jeg løb hende hjem. To minutter senere stod jeg ude foran hendes hoveddør. Varsomt satte jeg hende ned og tog imod tæpperne, som hun rakte mig. Hun vendte sig om og stak nøglen i nøglehullet. Hun gispede, da jeg hurtigt lagde min hånd over hendes på dørhåndtaget. Jeg lod min venstre hånd hvile ved siden af døren, så jeg stod bøjet ind over hende. Hendes vejrtrækning, der ellers havde været tæt på normal, satte farten op igen.

”Lov mig lige en ting,” hviskede jeg i øret på hende. Vi stod så tæt, at mine læber var en halv centimeter fra hendes øre. Min kolde ånde smøg sig om hendes øre, da jeg hviskede: ”Lad nogle af de andre komme de næste par nætter, okay?”

Hun nikkede langsomt, bange for at røre sig. Jeg vidste præcis, hvad jeg skulle gøre for at få den reaktion ud af hende, jeg ville, og jeg benyttede mig fuldt ud af min viden. Jeg fik lidt dårlig samvittighed over at forføre hende, som jeg gjorde, men det var for hendes egen sikkerhed.