Det var den weekend. Jeg sidder lige nu og ser Monty Python's Flying Circus, imens mine forældre og min lillebror er til aspergergruppemøde. Jeg håber alle har haft en god weekend og kommer godt ind i næste uge!
Her er afslutningen på første kapitel i min frihistorie om Julian - i worddokumentet fylder den ca. 9½ A4-sider - jeg håber det har været tilfredsstillende!
Hold humøret højt - hvem end der læser!
”Det er længe siden Ulrikka har været der, vil du ikke sige til hende, at vi savner hende?”
Hun trak vejret dybt ind og pustede ud. Jeg kunne dufte hendes ånde, hendes hår, hendes hud og hendes blod. Mine tænder begyndt at summe, men jeg sank og prøvede at ignorere det. ”Ulrikka er begyndt at tvivle på, om hun vil komme i hytten længere.”
”Hvorfor det?” hviskede jeg.
”Hun venter barn.” Idas stemme rystede lidt og jeg rykkede et par centimeter fra hende.
”Så er det klogt af hende. Men send en af de andre de næste to nætter.”
Hun nikkede og jeg slap hendes hånd. Tilsyneladende lettet åbnede hun døren og smuttede ind. Da hun vendte rundt for at sige godnat, var jeg allerede væk. Jeg stod for enden af gaden, skjult af skyggerne og så hende kiggede sig rundt en enkelt gang inden hun lukkede døren.
”Hun så da ikke så frisk ud.” Lydia fniste og slikkede på mit øre.
Jeg skubbede hende væk og hvæsede af hende. ”Hold dig fra mig!”
Hun stillede et såret ansigt op, men hendes klare grønne øjne lyste af drille-lyst. ”Hvorfor skubber du mig væk?”
”Hvorfor tror du?”
”Det ved jeg da ikke…” Hun kørte en tot af sit brune hår omkring sin finger, idet hun gik rundt om mig med den ene hånd hvilende på mig.
Lydia havde ikke lagt skjul på de sidste 30 år, at hun var mere end almindeligt inte-resseret i mig. Hun var endda gået så langt engang at dræbe alle de kvinder, jeg havde skaffet for Maria, bare for at jeg ikke skulle være omgivet af andre kvinder end Maria, Dia-na og hende. Hvis ikke Diana var ældre end hende, meget ældre, så havde Lydia også taget kampen op med hende.
”Drop det nu bare…” Jeg lød træt, og det var jeg også. Ikke fysisk, det var jeg aldrig, men psykisk var jeg tæt på at eksplodere.
”Jamen, søde Julian, hvorfor må jeg ikke være hos dig.”
Jeg sendte hende et koldt blik, men hun var helt uanfægtet. ”Maria kan ikke lide dig,” hun trak på skulderen, ”Diana kan ikke snuppe dig,” endnu en gang trak hun på skulderen, og jeg vidste, at jeg måtte sige det værste, jeg kunne sige til hende: ”og jeg ville ønske, at jeg kunne få dig ud af mit liv!” Hun trådte et skridt tilbage og så såret på mig.
”Hvorfor det?” Hun snakkede langsomt, jeg kunne se, hvordan hun prøvede at trække tiden ud.
”Fordi du ikke gør andet end at forpeste min tilværelse!” Min stemme var en lav, hurtig hvisken, men hun hørte mig tydeligt. Jeg vendte ryggen til og gik væk fra hende.
Selvom hendes afsæt var tæt på lydløs, nåede jeg at vende rundt og hive fat i hen-des arme, inden hun kunne nå og få lagt mig ned. Jeg trykkede hende ind mod en husmur med den ene hånd om hendes strube og den anden holdt hendes håndled samlet over hendes hoved. Med kælne lyde trykkede hun sin krop imod min, og hendes ben svang sig omkring mine. Jeg var så tæt på at eksplodere, at jeg dirrede.
”Lad… mig… være…” hvæsede jeg ud imellem sammenbidte tænder.
Hendes ansigt lukkede sig helt sammen og jeg slap hende. Hendes ben var stadig om mig, og med hidsige bevægelser løsnede jeg dem. Hun landede uden en lyd på jorden og kiggede såret op på mig igennem det brune hår. Med smidighed som en kat satte hun sig på hug. Jeg vendte rundt og gik hen mod broen, der forbandt de to dele af byen. Hun rejste sig, og jeg kunne høre gruset imellem brostenene knase ganske let, da hun nærmede sig. Luften bevægede sig hurtigt op mod min nakke, og jeg vidste, at hendes hånd var ved at lægge sig på min skulder. Jeg snerrede en enkelt gang uden at vende mig om, bange for at synet af hendes irriterende ansigt ville få det til at sige klik for mig. Hun standsede og ti sekunder senere løb hun væk. Jeg vidste ikke, hvor hun holdt til, men jeg vidste, at jeg stødte på hende for tit til, at det kunne være langt væk. Normalt levede vi i små grupper, oftest sammen med vores skaber, men Lydia havde brudt op med sin gruppe og forladt deres trygge rede.
Da jeg næsten var ovre broen, fangede jeg en lugt af menneske, helt bestemt af det kvindelige køn. Jeg drejede hovedet let til venstre og så en kvinde komme stavrende hen mod broen med sine øjne fikseret på mig. Hendes gang viste mig, at hun var påvirket af alkohol. Hun stank også langt væk, men hendes naturlige dufte var alligevel stærke nok til at overdøve alkoholen. Jeg nåede over broen og forsatte hen mod skoven uden at ænse hende. Sandet ved siden af broen var fugtigt af dug, og hun gled. Hun prøvede at tage fra med hænderne, men endte med at ligge og rode rundt på det ujævne og smattede underlag. Til min gru havde der ligget nogle skarpe sten, som hun selvfølgelig havde ramt med halsen – hvordan det end kunne lade sig gøre.
Lugten af jern ramte mig hårdt og hurtigt og mine sanser blev meget skarpere. Mine pupiller udvidede sig, mine næsebor spillede sig ud og jeg blev meget mere opmærksom på lydende omkring mig. Kvinden lå og hulkede halvt samtidig med at hun grinte. Jeg rakte langsomt hånden ned mod hende, prøvede at lade være, men den her kamp havde jeg tabt. Hun kiggede op på mig og tog imod min hånd. Hendes øjne svømmede og hun væltede ind imod mig. Jeg greb hende og bøjede mit hoved ned mod hendes hals. Jeg slikkede blodet af halsen og ignorerede hendes forundret mumlen. Da hendes hals var ren for blod, lod jeg min mund finde såret. Min tunge kørte langsomt rundt om sårets kant og kvinden begyndte at klynke da min gift begyndte at dryppe ned i det åbne sår.
Med stor nydelse lod jeg mine tænder synke igennem hendes bløde hud og ind i hendes kød. Blodet strømmede ind i min mund og jeg drak begærligt. Den tunge smag af jern slørede mine sanser, og jeg koncentrerede mig ikke om andet end at holde den sva-gere og svagere kvindekrop oprejst og drikke. Hendes blod smagte fladt, jeg havde ikke tage mig tid til at få hendes krop til at danne flere hormoner, som er det, der giver blod den skønne, spændende smag. Jeg havde ramt hendes halspulsåre, og da jeg ikke kunne nå at synke al blodet, begyndte det langsomt at løbe ned af min hage, og min skjorte blev hurtigt våd og klæbrig af det. Da jeg var kommet mig over den største eufori, begyndte jeg at blive mere opmærksom på omverdenen. Jeg kunne høre skrig. En kvinde. Hun skreg, og hun skreg, og hun skreg. Jeg kunne ikke høre, hvad hun skreg, kun at hun skreg. Jeg kunne høre, at flere nærmede sig, og jeg løftede hovedet for at se på kvinden, der skreg. Jeg havde aldrig set hende før, hendes mørke hår gjorde, at hendes allerede blege ansigt så endnu blegere ud. Hvorfor var hun så bleg? Hendes hænder rystede og hun vidste tydeligvis ikke, hvor hun skulle gøre af dem. Hvad var det, der gjorde hende så skræmt?
Så hørte jeg, hvad hun skreg: ”Vampyr!”
Ingen kommentarer:
Send en kommentar