Onsdag d. 21/4?

Onsdag allerede... Jeg har ikke kunne finde ro til at ordne min blog, mit hoved har været fuld af tanker om, hvad jeg skal op i til sommer, og hvilket gymnasium jeg kommer ind på. Selvom det stadig er fuldt af det, har jeg nu taget mig sammen til at lægge starten af næste kapitel ud. Fredag, fredag, fredag! Der er så lang tid til på fredag, jeg ville helst have af vide NU, hvad jeg skal op i til sommer!

Jeg var på biblioteket med Camilla i går for at låne bøger til vores mundtlige-engelsk-eksamen, men der var desværre kun kommet to af de fire bøger, som jeg havde bestilt om Ku Klux Klan. Men det var da hyggeligt, så det var ikke så slemt.

Hold humøret højt - hvem end der læser!

2.

Jeg frøs i den stilling, jeg stod i. Mine sanser, der før havde været sløret af rusen, var som på stilke, og verden stod helt klar for mig. I mine arme hang der en rødhåret kvin-de – så godt som tømt for blod – og 100 meter fra mig stod den mørkhårede kvinde og fortsatte med at skrige. Der var flere mennesker på vej, mange flere, og jeg lagde kvinden ned. Hurtigt kiggede jeg ned over mig selv og indså, at min hvide skjorte aldrig ville blive hvid igen. Kraven dryppede med blod, mit bryst var dybrødt, og stoffet klæbede sig til min muskuløse krop. Menneskemængden voksede hurtigt, men ingen turde gå hen mod mig. Mine tænder, var stoppet med at snurre, og jeg fortrød nu, at jeg ikke havde sørget for bare at drikke lidt af nogle forskellige hver dag. Nu var jeg morder – igen – men hver gang gjorde ondt. Bittert erkendte jeg dog, at jeg var ved at blive lidt mere kold overfor det at slå ihjel, præcis som Maria, Diana, Julius og Lydia.

Adrenes indbyggere begyndte at stå og råbe af mig. Jeg løftede hurtigt hovedet og tilråbene forstummede kort. Jeg gik hen mod dem, og folk begyndte at bakke væk. Jeg løb derhen og folk kom med forskrækkede udbrud, da jeg øjensynligt forsvandt, for derefter at dukke op af det rene ingenting. Med fornyede kræfter efter måltidet fik jeg folk til at stoppe op. Alle gloede tomt på mig. Jeg slettede deres hukommelse for det sidste kvarter og for-svandt så. Inden jeg forlod byen samlede jeg den rødhårede kvinde op. Forhåbentlig ville folk tro, at hun var faldet i floden, der løb igennem byen, i ren fuldskab og nu var druknet.

Da jeg kom hjem stod Diana og ventede på mig. ”Jeg kunne lugte dig på lang af-stand, din store idiot!” Hun viste tænder og trådte frem mod mig. ”Hvad vil du gøre, hvis vi bliver nødt til at flytte rede? Nu har vi endelig fået lavet en ordning, så vi ikke hele tiden skal bruge energi på at slette hukommelsen hos folk, fordi Maria går bersærk og du er for blød til at lade skade være skade. Og så laver du selv sådan et nummer!?”

Hun gik hen og knappede min skjorte af. Jeg vidste hvor mange mænd, der ville ønske, at de kunne kigge ned på deres bryst og se Diana knappe deres skjorte op, men det eneste jeg fik ud af det, var irritation. Jeg snerrede og hun kiggede op på mig.

”Gider du godt lade være?”

”Med hvad?”

”Med at tage min skjorte af.”

”Den skal vel vaskes?”

”Ja, og jeg kan godt klare det selv.” Jeg løsnede min arm og lod den rødhårede kvinde falde ned på jorden.

”Fint!” Hun hev hidsigt armene til sig og trådte et skridt væk. ”For en gangs skyld prøvede jeg at hjælpe dig lidt, når jeg ved, at du har det hårdt. Med din mærkelige form for blødhed over for mennesker, er du sikker knust.”

Jeg ignorerede, hvad hun sagde og gik ind i skuret og hentede en skovl. Overrasket stoppede jeg op, da Diana lagde en hånd på min skulder. Hun bøjede sig frem og lod sine læber lukke sig om min skjortekrave. Jeg kunne høre den klæbrige masse forlade stoffet og ende i hendes mund. Jeg blev stående indtil hun havde været hele kraven rundt. Hun rettede sig op og slikkede sig om munden.

Slut på weekenden

Det var den weekend. Jeg sidder lige nu og ser Monty Python's Flying Circus, imens mine forældre og min lillebror er til aspergergruppemøde.  Jeg håber alle har haft en god weekend og kommer godt ind i næste uge!

Her er afslutningen på første kapitel i min frihistorie om Julian - i worddokumentet fylder den ca. 9½ A4-sider - jeg håber det har været tilfredsstillende!

Hold humøret højt - hvem end der læser!

”Det er længe siden Ulrikka har været der, vil du ikke sige til hende, at vi savner hende?”

Hun trak vejret dybt ind og pustede ud. Jeg kunne dufte hendes ånde, hendes hår, hendes hud og hendes blod. Mine tænder begyndt at summe, men jeg sank og prøvede at ignorere det. ”Ulrikka er begyndt at tvivle på, om hun vil komme i hytten længere.”

”Hvorfor det?” hviskede jeg.

”Hun venter barn.” Idas stemme rystede lidt og jeg rykkede et par centimeter fra hende.

”Så er det klogt af hende. Men send en af de andre de næste to nætter.”

Hun nikkede og jeg slap hendes hånd. Tilsyneladende lettet åbnede hun døren og smuttede ind. Da hun vendte rundt for at sige godnat, var jeg allerede væk. Jeg stod for enden af gaden, skjult af skyggerne og så hende kiggede sig rundt en enkelt gang inden hun lukkede døren.

”Hun så da ikke så frisk ud.” Lydia fniste og slikkede på mit øre.

Jeg skubbede hende væk og hvæsede af hende. ”Hold dig fra mig!”

Hun stillede et såret ansigt op, men hendes klare grønne øjne lyste af drille-lyst. ”Hvorfor skubber du mig væk?”

”Hvorfor tror du?”

”Det ved jeg da ikke…” Hun kørte en tot af sit brune hår omkring sin finger, idet hun gik rundt om mig med den ene hånd hvilende på mig.

Lydia havde ikke lagt skjul på de sidste 30 år, at hun var mere end almindeligt inte-resseret i mig. Hun var endda gået så langt engang at dræbe alle de kvinder, jeg havde skaffet for Maria, bare for at jeg ikke skulle være omgivet af andre kvinder end Maria, Dia-na og hende. Hvis ikke Diana var ældre end hende, meget ældre, så havde Lydia også taget kampen op med hende.

”Drop det nu bare…” Jeg lød træt, og det var jeg også. Ikke fysisk, det var jeg aldrig, men psykisk var jeg tæt på at eksplodere.

”Jamen, søde Julian, hvorfor må jeg ikke være hos dig.”

Jeg sendte hende et koldt blik, men hun var helt uanfægtet. ”Maria kan ikke lide dig,” hun trak på skulderen, ”Diana kan ikke snuppe dig,” endnu en gang trak hun på skulderen, og jeg vidste, at jeg måtte sige det værste, jeg kunne sige til hende: ”og jeg ville ønske, at jeg kunne få dig ud af mit liv!” Hun trådte et skridt tilbage og så såret på mig.

”Hvorfor det?” Hun snakkede langsomt, jeg kunne se, hvordan hun prøvede at trække tiden ud.

”Fordi du ikke gør andet end at forpeste min tilværelse!” Min stemme var en lav, hurtig hvisken, men hun hørte mig tydeligt. Jeg vendte ryggen til og gik væk fra hende.

Selvom hendes afsæt var tæt på lydløs, nåede jeg at vende rundt og hive fat i hen-des arme, inden hun kunne nå og få lagt mig ned. Jeg trykkede hende ind mod en husmur med den ene hånd om hendes strube og den anden holdt hendes håndled samlet over hendes hoved. Med kælne lyde trykkede hun sin krop imod min, og hendes ben svang sig omkring mine. Jeg var så tæt på at eksplodere, at jeg dirrede.

”Lad… mig… være…” hvæsede jeg ud imellem sammenbidte tænder.

Hendes ansigt lukkede sig helt sammen og jeg slap hende. Hendes ben var stadig om mig, og med hidsige bevægelser løsnede jeg dem. Hun landede uden en lyd på jorden og kiggede såret op på mig igennem det brune hår. Med smidighed som en kat satte hun sig på hug. Jeg vendte rundt og gik hen mod broen, der forbandt de to dele af byen. Hun rejste sig, og jeg kunne høre gruset imellem brostenene knase ganske let, da hun nærmede sig. Luften bevægede sig hurtigt op mod min nakke, og jeg vidste, at hendes hånd var ved at lægge sig på min skulder. Jeg snerrede en enkelt gang uden at vende mig om, bange for at synet af hendes irriterende ansigt ville få det til at sige klik for mig. Hun standsede og ti sekunder senere løb hun væk. Jeg vidste ikke, hvor hun holdt til, men jeg vidste, at jeg stødte på hende for tit til, at det kunne være langt væk. Normalt levede vi i små grupper, oftest sammen med vores skaber, men Lydia havde brudt op med sin gruppe og forladt deres trygge rede.

Da jeg næsten var ovre broen, fangede jeg en lugt af menneske, helt bestemt af det kvindelige køn. Jeg drejede hovedet let til venstre og så en kvinde komme stavrende hen mod broen med sine øjne fikseret på mig. Hendes gang viste mig, at hun var påvirket af alkohol. Hun stank også langt væk, men hendes naturlige dufte var alligevel stærke nok til at overdøve alkoholen. Jeg nåede over broen og forsatte hen mod skoven uden at ænse hende. Sandet ved siden af broen var fugtigt af dug, og hun gled. Hun prøvede at tage fra med hænderne, men endte med at ligge og rode rundt på det ujævne og smattede underlag. Til min gru havde der ligget nogle skarpe sten, som hun selvfølgelig havde ramt med halsen – hvordan det end kunne lade sig gøre.

Lugten af jern ramte mig hårdt og hurtigt og mine sanser blev meget skarpere. Mine pupiller udvidede sig, mine næsebor spillede sig ud og jeg blev meget mere opmærksom på lydende omkring mig. Kvinden lå og hulkede halvt samtidig med at hun grinte. Jeg rakte langsomt hånden ned mod hende, prøvede at lade være, men den her kamp havde jeg tabt. Hun kiggede op på mig og tog imod min hånd. Hendes øjne svømmede og hun væltede ind imod mig. Jeg greb hende og bøjede mit hoved ned mod hendes hals. Jeg slikkede blodet af halsen og ignorerede hendes forundret mumlen. Da hendes hals var ren for blod, lod jeg min mund finde såret. Min tunge kørte langsomt rundt om sårets kant og kvinden begyndte at klynke da min gift begyndte at dryppe ned i det åbne sår.

Med stor nydelse lod jeg mine tænder synke igennem hendes bløde hud og ind i hendes kød. Blodet strømmede ind i min mund og jeg drak begærligt. Den tunge smag af jern slørede mine sanser, og jeg koncentrerede mig ikke om andet end at holde den sva-gere og svagere kvindekrop oprejst og drikke. Hendes blod smagte fladt, jeg havde ikke tage mig tid til at få hendes krop til at danne flere hormoner, som er det, der giver blod den skønne, spændende smag. Jeg havde ramt hendes halspulsåre, og da jeg ikke kunne nå at synke al blodet, begyndte det langsomt at løbe ned af min hage, og min skjorte blev hurtigt våd og klæbrig af det. Da jeg var kommet mig over den største eufori, begyndte jeg at blive mere opmærksom på omverdenen. Jeg kunne høre skrig. En kvinde. Hun skreg, og hun skreg, og hun skreg. Jeg kunne ikke høre, hvad hun skreg, kun at hun skreg. Jeg kunne høre, at flere nærmede sig, og jeg løftede hovedet for at se på kvinden, der skreg. Jeg havde aldrig set hende før, hendes mørke hår gjorde, at hendes allerede blege ansigt så endnu blegere ud. Hvorfor var hun så bleg? Hendes hænder rystede og hun vidste tydeligvis ikke, hvor hun skulle gøre af dem. Hvad var det, der gjorde hende så skræmt?

Så hørte jeg, hvad hun skreg: ”Vampyr!”