I dag har været skøn! Dejligt vejr, dejlige venner, jeg har fået en mail fra familien i USA, og der er ingen påtrængende lektier. I dag i dansktimen sad jeg og skrev lidt i mit nyerhvervede hæfte, og jeg synes selv, der kom noget spændende ud af det - jeg har i hvert fald fået en idé til, hvad der kan ske i min næste historie. Men jeg skal først lige færdigskrive den historie, jeg er i gang med nu. Apropos nuværende historie, så smider jeg lige noget mere her ud på bloggen!
Hold humøret højt - hvem end der læser!
50 meter fra den lille hytte satte vi farten ned og fortsatte i et menneskeligt gå tempo. Da vi kom ind, blev vi mødt af et par forskrækkede grågrønne øjne. Ida rejste sig og rettede nervøst på sin hvide skjorte, så den dækkede hendes hals. Jeg sendte hende et glædesløst smil. De små mærker efter Marias tænder var over alt på hendes hals, usynligt for det menneskelige øje, men jeg så dem tydeligt.
”Jeg… jeg hørte jer slet ikke komme.” Selvfølgelig havde hun ikke hørt os.
Maria gik hen til hende og sendte hende et stort smil. ”Hej Ida.”
Ida samlede sit mørkebrune hår i en løs hestehale, sikkert så det ikke ville være i vejen. ”Hej,” hun bukkede sig ned og samlede den lille pige op, ”hvad har I så lavet i da… her til aften?” Jeg fnyste lavmælt over hendes talefejl.
”Vi var på markedspladsen!”
”Markedspladsen?”
”Markedspladsen ved Ludiæa,” sagde jeg forklarende, ”vi tog derfra for få minutter siden.”
Ida så lettere forbløffet ud, men hendes ansigt faldt hurtigt i de rigtige folder. Ludiæa lå cirka 60 kilometer fra Adrene, hvor vi var nu.
”Hvad lavede I så på markedspladsen?” Ida satte sig i sofaen med Maria på skødet.
”Ikke meget, for Maria blev sulten. Men Julian vandt en bamse til mig!” Hun kiggede hen på mig og spærrede øjnene op. ”Hvor er min tiger?”
Jeg slap en irriteret snerren. ”Du har sikkert smidt den et eller andet sted i skoven.”
”Jeg vil have min tiger! Ida skal se den!” Marias stemme var hysterisk, og jeg blev helt overrasket over, hvor hurtigt hun var kommet op i det toneleje.
”Kan vi ikke tage den med på vejen hjem?”
”Nej! Jeg vil have min tiger!” Hun rev sig løs fra Ida og stod foran mig millisekundet efter. ”Jeg vil have den nu!” Hun stampede hårdt i gulvet, og det gav efter under hendes fod.
”Fint.” Jeg gik hen mod døren. ”Men du venter, til jeg er tilbage,” tilføjede jeg lav-mælt. Jeg snakkede så hurtigt, at Ida ikke kunne høre det.
”Det skal jeg nok,” Maria snakkede som jeg, hun vidste godt, at jeg ikke ville skræmme ”måltiderne” mere end nødvendigt.
Irriteret rev jeg døren op og forlod hytten. Hastigt fulgte jeg vores duftspor, bange for at lade Maria være alene med Ida for længe. Selvom Maria var langt ældre end mig og derfor behøvede mindre føde, var det ikke altid, hun kunne beherske sig. Skrækscenariet fra den nat Diana og jeg havde taget ud for at finde føde uden Maria ville jeg ikke have gentaget. Maria havde pludselig besluttet sig for, at den føde hun havde fået dagen før ikke var nok. Folk lå drænet i gaden, og Maria lå kvæstet i en brønd. Hun var gået bersærk, men nogle folk i byen havde fået viklet kinjajakæder om hendes hals og arme så hun ikke kunne bevæge sig. Kinjajaen havde gnavet sig langt ind i hende, og der gik en måned inden hun var oven på igen. Siden da havde Diana og jeg altid sørget for, at en af os var sammen med Maria, når hun drak. Og siden da var Diana og mit forhold blevet endnu køligere.
Den lyserøde bamse lå på skovbunden der, hvor vi var drejet af mod hytten. Hun havde sikkert fået givet slip, da hun løb efter mig. Hurtigt samlede jeg den op og styrtede tilbage mod hytten. Jeg kunne lugte jern, og jeg vidste, at Maria var begyndt at drikke.
Døren knagede, da jeg med lidt for meget kraft åbnede den. Idas ansigt var begyndt at blive hvidt og hendes øjne var lukket. Jeg skyndte mig hen og rev Maria fra hende. Mæt – forhåbentlig – slikkede hun sig om munden og kiggede op på mig.
”Jeg sagde, du skulle vente!” Min stemme var fyldt med vrede.
”Jeg tog ikke meget.” Hun lød uskyldig, så jeg vidste, at hun udmærket var klar over, at hun havde taget alt for meget.
”Her er din bamse,” snerrede jeg og smed den hen til hende, ”ryk dig.”
Jeg bukkede mig ned og strøg Idas hår væk fra hendes pande. Forsigtigt samlede jeg hende op og lagde hende på et tæppe. For at hun ikke skulle blive kold, lagde jeg et andet tæppe over hende. Maria stod med tigeren og kiggede på den. Hun havde en lille fold mellem øjnene, tydeligvis fordybet i tanker.
”Du skal hedde Fiona,” hun kiggede op på mig, ”kan du ikke godt lide det navn?”
Jeg gik hen og samlede hende op. ”Jo, det er fint.” Min stemme var kold, og Maria vidste godt, at jeg var vred på hende. Vi forlod hytten og jeg løb hurtigt af sted mod vo-res ”hjem”.
Efter fem minutters løb satte jeg Maria ned. Hun gik nynnende ind i det store træhus.
”Diana,” kaldte jeg lavmælt, ”kom lige her ud.”
Hun stod lige foran mig. Hendes stålgrå øjne kiggede koldt på mig, og mit humør blev om muligt endnu dårligere. Denne her aften var den værste længe.
”Tag dig lige af Maria.”
”Tro om igen, det er din nat!” Hun viftede afværgende med den ene hånd, mens den anden kørte irriteret igennem hendes sorte hår. Vi lød nogle gange som et skilt par, der skændtes om hvis tur det var til at have barnet. Forskellen var bare, at vi helst ikke ville have hende.
Jeg sukkede og spændte i kæben. ”Jeg skal nok tage de næste to nætter hvis du gider tage hende nu! Hun drak for meget af Ida.”
Diana kiggede på mig med kølig ligegyldighed. ”Og?”
Jeg snerrede. ”Jeg skal tilbage og holde øje med, at hun ikke dør af blodmangel.”
Hun trak på skulderen. ”Kan du ikke være ligeglad med hende, Julian? Desuden er det ikke Marias skyld, du skulle bare havde holdt bedre øje med hende.”
Jeg slog i det træ Diana stod og lænede sig op af. Hun viste tænder men sagde in-tet.
”Den latterlige bamse, jeg skulle vinde til hende, havde hun tabt i skoven, og hun ville have den! Jeg var væk i to minutter, og da var Ida allerede helt hvid i hovedet. Jeg er sikker på, at hun smed den for at få mig ud af hytten, så hun kunne være alene med Ida!” Jeg knyttede mine hænder.
”Fint.” Diana vendte rundt og gik hen mod huset. ”Husk hvad du lovede! De næste to nætter!”
Jeg vendte rundt og løb hen mod hytten igen.
Hold humøret højt - hvem end der læser!
50 meter fra den lille hytte satte vi farten ned og fortsatte i et menneskeligt gå tempo. Da vi kom ind, blev vi mødt af et par forskrækkede grågrønne øjne. Ida rejste sig og rettede nervøst på sin hvide skjorte, så den dækkede hendes hals. Jeg sendte hende et glædesløst smil. De små mærker efter Marias tænder var over alt på hendes hals, usynligt for det menneskelige øje, men jeg så dem tydeligt.
”Jeg… jeg hørte jer slet ikke komme.” Selvfølgelig havde hun ikke hørt os.
Maria gik hen til hende og sendte hende et stort smil. ”Hej Ida.”
Ida samlede sit mørkebrune hår i en løs hestehale, sikkert så det ikke ville være i vejen. ”Hej,” hun bukkede sig ned og samlede den lille pige op, ”hvad har I så lavet i da… her til aften?” Jeg fnyste lavmælt over hendes talefejl.
”Vi var på markedspladsen!”
”Markedspladsen?”
”Markedspladsen ved Ludiæa,” sagde jeg forklarende, ”vi tog derfra for få minutter siden.”
Ida så lettere forbløffet ud, men hendes ansigt faldt hurtigt i de rigtige folder. Ludiæa lå cirka 60 kilometer fra Adrene, hvor vi var nu.
”Hvad lavede I så på markedspladsen?” Ida satte sig i sofaen med Maria på skødet.
”Ikke meget, for Maria blev sulten. Men Julian vandt en bamse til mig!” Hun kiggede hen på mig og spærrede øjnene op. ”Hvor er min tiger?”
Jeg slap en irriteret snerren. ”Du har sikkert smidt den et eller andet sted i skoven.”
”Jeg vil have min tiger! Ida skal se den!” Marias stemme var hysterisk, og jeg blev helt overrasket over, hvor hurtigt hun var kommet op i det toneleje.
”Kan vi ikke tage den med på vejen hjem?”
”Nej! Jeg vil have min tiger!” Hun rev sig løs fra Ida og stod foran mig millisekundet efter. ”Jeg vil have den nu!” Hun stampede hårdt i gulvet, og det gav efter under hendes fod.
”Fint.” Jeg gik hen mod døren. ”Men du venter, til jeg er tilbage,” tilføjede jeg lav-mælt. Jeg snakkede så hurtigt, at Ida ikke kunne høre det.
”Det skal jeg nok,” Maria snakkede som jeg, hun vidste godt, at jeg ikke ville skræmme ”måltiderne” mere end nødvendigt.
Irriteret rev jeg døren op og forlod hytten. Hastigt fulgte jeg vores duftspor, bange for at lade Maria være alene med Ida for længe. Selvom Maria var langt ældre end mig og derfor behøvede mindre føde, var det ikke altid, hun kunne beherske sig. Skrækscenariet fra den nat Diana og jeg havde taget ud for at finde føde uden Maria ville jeg ikke have gentaget. Maria havde pludselig besluttet sig for, at den føde hun havde fået dagen før ikke var nok. Folk lå drænet i gaden, og Maria lå kvæstet i en brønd. Hun var gået bersærk, men nogle folk i byen havde fået viklet kinjajakæder om hendes hals og arme så hun ikke kunne bevæge sig. Kinjajaen havde gnavet sig langt ind i hende, og der gik en måned inden hun var oven på igen. Siden da havde Diana og jeg altid sørget for, at en af os var sammen med Maria, når hun drak. Og siden da var Diana og mit forhold blevet endnu køligere.
Den lyserøde bamse lå på skovbunden der, hvor vi var drejet af mod hytten. Hun havde sikkert fået givet slip, da hun løb efter mig. Hurtigt samlede jeg den op og styrtede tilbage mod hytten. Jeg kunne lugte jern, og jeg vidste, at Maria var begyndt at drikke.
Døren knagede, da jeg med lidt for meget kraft åbnede den. Idas ansigt var begyndt at blive hvidt og hendes øjne var lukket. Jeg skyndte mig hen og rev Maria fra hende. Mæt – forhåbentlig – slikkede hun sig om munden og kiggede op på mig.
”Jeg sagde, du skulle vente!” Min stemme var fyldt med vrede.
”Jeg tog ikke meget.” Hun lød uskyldig, så jeg vidste, at hun udmærket var klar over, at hun havde taget alt for meget.
”Her er din bamse,” snerrede jeg og smed den hen til hende, ”ryk dig.”
Jeg bukkede mig ned og strøg Idas hår væk fra hendes pande. Forsigtigt samlede jeg hende op og lagde hende på et tæppe. For at hun ikke skulle blive kold, lagde jeg et andet tæppe over hende. Maria stod med tigeren og kiggede på den. Hun havde en lille fold mellem øjnene, tydeligvis fordybet i tanker.
”Du skal hedde Fiona,” hun kiggede op på mig, ”kan du ikke godt lide det navn?”
Jeg gik hen og samlede hende op. ”Jo, det er fint.” Min stemme var kold, og Maria vidste godt, at jeg var vred på hende. Vi forlod hytten og jeg løb hurtigt af sted mod vo-res ”hjem”.
Efter fem minutters løb satte jeg Maria ned. Hun gik nynnende ind i det store træhus.
”Diana,” kaldte jeg lavmælt, ”kom lige her ud.”
Hun stod lige foran mig. Hendes stålgrå øjne kiggede koldt på mig, og mit humør blev om muligt endnu dårligere. Denne her aften var den værste længe.
”Tag dig lige af Maria.”
”Tro om igen, det er din nat!” Hun viftede afværgende med den ene hånd, mens den anden kørte irriteret igennem hendes sorte hår. Vi lød nogle gange som et skilt par, der skændtes om hvis tur det var til at have barnet. Forskellen var bare, at vi helst ikke ville have hende.
Jeg sukkede og spændte i kæben. ”Jeg skal nok tage de næste to nætter hvis du gider tage hende nu! Hun drak for meget af Ida.”
Diana kiggede på mig med kølig ligegyldighed. ”Og?”
Jeg snerrede. ”Jeg skal tilbage og holde øje med, at hun ikke dør af blodmangel.”
Hun trak på skulderen. ”Kan du ikke være ligeglad med hende, Julian? Desuden er det ikke Marias skyld, du skulle bare havde holdt bedre øje med hende.”
Jeg slog i det træ Diana stod og lænede sig op af. Hun viste tænder men sagde in-tet.
”Den latterlige bamse, jeg skulle vinde til hende, havde hun tabt i skoven, og hun ville have den! Jeg var væk i to minutter, og da var Ida allerede helt hvid i hovedet. Jeg er sikker på, at hun smed den for at få mig ud af hytten, så hun kunne være alene med Ida!” Jeg knyttede mine hænder.
”Fint.” Diana vendte rundt og gik hen mod huset. ”Husk hvad du lovede! De næste to nætter!”
Jeg vendte rundt og løb hen mod hytten igen.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar