Hvis der optræder mærkelige bindestreger midt i ordene, er det fordi der i dokumentet er linjeskift med orddelling.
Jeg har prøvet at lade der være lidt mere luft denne gang i forhold til i går - hvad fungerer bedst?
Hold humøret højt - hvem end der læser!
”Hold da op en skrap far.” Jeg spændte i kæben. Vi var allerede ti meter væk fra boden, men hans stemme var tydelig.
”Hvad er der galt, Julian?” Maria sad stadig på min arm, og hun holdt det lyserøde plysdyr tæt ind til sig.
”Du hørte ham godt.” Min stemme var kold.
Marias ansigt mistede sit lillepige udseende, og hendes rigtige ansigt kom frem. Et barneansigt, men alle trækkene var som hos en voksen. ”Julian, du ved ligeså godt som jeg, at de ikke ved, hvad de snakker om. Bare ignorer hvad de siger.”
”Det er svært at ignorere, når man kan høre hvad alle siger.”
”Jeg troede du havde vænnet dig til det? Hvorfor er det pludselig så svært?” Hen-des stemme var irriteret. ”Maria vil ikke hjem endnu,” hendes lillepige opførsel var kommet frem igen, ”Maria tilgiver ikke Julian, hvis vi går hjem nu!”
Jeg sukkede. ”Gider du godt lade være med at komme med de der humørsvingnin-ger?”
Maria fniste og gav mig et kys på kinden. Jeg rystede på hovedet. Hun var ikke til at regne med. ”Maria er sulten.” Hun kiggede rundt og fikserede sine øjne på et ungt par. Jeg sendte hende et advarende blik.
”Ikke her.” Det var alt jeg behøvede at sige.
Marias ansigt blev mut. ”Fint. Men Maria vil gerne snart have mad.”
”Hvis vi går nu kan du få mad.”
Hun sad lidt og tænkte. ”Okay. Skal vi gå nu?” Hun smilede stort til mig, og jeg kun-ne høre nogle forbløffede gisp rundt om os.
Med hurtige skridt – måske lidt for hurtige, nogle mennesker kiggede underligt efter os – gik jeg ud fra markedspladsen. Så snart vi var uden for lyset og omhyldet af skygger-ne satte jeg farten op. Maria grinte lystigt og hoppede af min arm. Den lyserøde tiger hang efter hende som en farverig hale, da vi let og adræt løb igennem skoven uden at lave den mindste støj.
”Maria er sulten!” Hun var meget utålmodig, men hendes stemme var let og glad, hvilket tydede på, at hun bare var lækkersulten. Havde hun virkelig været sulten, ville hun ikke længere spillede ”lillepige”.
Jeg sukkede. ”Det er da ikke så længe siden, du spiste sidst.”
Hun hvæste af mig. ”Det er fem dage siden jeg sidst fik føde, og det skravl du gav mig fra indeholdt ikke meget næring, når jeg ikke engang må tømme.” Hun var sulten. Hendes lillepigeydre forsvandt fuldstændigt, da hendes tænder glimtede faretruende tæt på mig strube. Hun var sprunget op på min skulder. ”Hvor lang tid siden er det, du spiste?”
Jeg sank en klump. ”To dage.”
”Og du siger, det ikke er længe siden, jeg fik føde?” Hendes ånde ramte min hals, og jeg blev endnu mere utryg.
”Du kan klare dig uden føde længere end mig.” Jeg bøjede hovedet skamfuldt.
”Det betyder ikke, at jeg gider gå uden det længere end dig!” Hendes stemme var virkelig irriteret. Jeg vidste, at jeg måtte være varsom, ellers ville jeg få problemer. ”Jeg kan meget bedre lide at være sammen med Diana, hun vil godt lade mig spise.”
”Det vil jeg også godt, men ikke hver dag.” Jeg bed tænderne hårdt sammen, ner-vøs for, at jeg havde overskredet hendes grænse.
”Hvorfor skulle jeg også være en lille pige? Hvorfor kan jeg ikke gøre noget uden, en af jer skal være sammen med mig?” Hun var ved at køre sig selv helt op, men heldigvis hoppede hun af min skulder.
Jeg knyttede mine hænder. ”Det behøvede ikke at være mig og Diana, men det sørgede du jo for.”
Hun sendte mig et lumsk smil og sørgede for at vise mig sine tænder. ”Diana ville være død uden mig, hun bliver ved mig, fordi hun skylder mig sit liv. Jeg håbede, at hende og Julius kunne være min mor og far, men han gad ikke være med, så jeg blev jo nødt til at finde en anden, ikke?” Hun grinte, men hendes latter var langt fra munter.
”Hvorfor mig? Og Julius ville da være den perfekte far for dig, så vidt jeg ved spiser han rigeligt hver dag.” Jeg kiggede opmærksomt på hende. Lige nu var det ikke til at vide, hvordan hun ville reagere. Al den galde jeg så længe havde holdt under kontrol, var ved at komme op. For min egen sikkerheds skyld prøvede jeg at holde det nede lidt længere.
”Pas på hvad du siger,” hun snerrede, og jeg lod der komme mere afstand imellem os, ”Diana ville blive ked af det, hvis jeg kom hjem alene.” Trodsigt svingede hun sit blonde hår over skulderen.
Jeg fnøs. ”Hvorfor skulle hun dog blive det? Der er en grund til, at vi er sammen med dig på skift.”
Hendes ansigt blev trist, men det var rent skuespil. ”Maria havde sådan håbet på at få en mor og en far, så hvorfor vil hverken Julius, Julian eller Diana ikke være mine foræl-dre?”
Jeg valgte ikke at svare. Efter et minut eller to uden at sige noget stoppede vi begge op som på kommando. Ivrigt løftede vi hovederne og snusede ind. Maria slikkede sig om munden. Glædestrålende klappede hun i hænderne. ”Det er Ida, jeg kan så godt lide Ida.”
Jeg nikkede sammentyggende, men vores mening med ordet ”lide” var vist ikke den samme. Jeg kunne mærke Marias øjne på mig. ”Julian, hvorfor er Ida der så tit? Jeg troede, du sagde, at det ikke måtte være den samme for tit.” Jeg trak på skulderen og satte i løb. Maria kom med et lille irriteret udbrud og et halvt sekund efter var hun oppe på siden af mig.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar