Jeg har simåelthen så svært ved at tage mig sammen til noget. Jeg tror, det har noget at gøre med, at skolen snart slutter, og nu kommer der snart prøver... Jeg kan ikke tage mig sammen... Det er også derfor, det er så længe siden, at jeg sidst skrev på bloggen.
Jeg har opdaget noget underligt - her på det seneste har jeg fået nogle mærkelige knobber (aner ikke hvordan det staves), som kløede helt vildt. I dag fik jeg så to nye rækker af tre kløende "buler" på benet, og Amanda fra min klasse forklarede mig, at det er lopper... Lopper!? Tak for det, Elvis, siger jeg bare... Og hvis nogen skulle være i tvivl, så er Elvis min kat ;)
JEG HAR FØDSELSDAG I MORGEN!!!! Og jeg glææææææder mig! Jeg er blevet helt lallet på grund af det, og jeg tror, folk omkring mig er ved at blive træt af min nedtælling. Men nu slipper de også snart for den!
Det har været SÅ skønt vejr i dag! Var med klassen nede i Ørstedsparken og nyde det i sidste lektion! Og i går cyklede jeg ud til Field's uden jakke og med solbriller og klip-klapperer på! Sommeren er på vej!
Hold humøret højt - hvem end der læser
”Så snart vi kan gå ud, så finder vi et menneske med rent blod.”
Jeg rystede på hovedet. ”Jeg drak nok i går.”
Maria kiggede ængsteligt på mig. ”Hvis du har kinjaja i kroppen for længe, dør du.” Hendes stemme rystede svagt. Når selv Maria var nervøs, var det slemt. Med et suk nik-kede jeg.
Jeg fandt en dybblå skjorte og et par cowboybukser frem fra klædeskabet og gik ind i det lille ekstra værelse. Med langsomme bevægelser hængte jeg håndklædet op til tørre og tog tøjet på. Jeg gik ud igen og blev mødt af to par nervøse øjne. Diana tog blidt men bestemt fat i min hånd og ledte mig hen til sofaen. Hun skubbede mig ned og ligge, strøg en hånd beroligende ned af min kind og gik ud mod badeværelset. Maria satte sig henne ved mit hoved og begyndte at ae mit hår. Hele min krop var tung og jeg følte mig træt, ikke bare psykisk træt men også fysisk – det var så længe siden, at jeg havde prøvet det, at det var en helt mærkelig fornemmelse.
Resten af dagen lå jeg bare med lukkede øjne og blev aet over håret, på kinden, fik læst højt eller på anden måde holdt ”vågen”. Både Maria og Diana var bange for, at kinja-jaen ville tage livet af mig, inden natten faldt på.
Det her ville ikke være sket, hvis jeg ikke havde fulgt Ida hjem. Havde jeg bare ladet hende være i hytten som sædvanlig, var det her ikke sket. Ida. Jeg blev nødt til at fortælle det til hende, hun var den, der blev mest berørt af os af alle i byen, hun blev nødt til at vide det. Så snart jeg var frisk igen, måtte jeg kontakte hende.
”Er det mørkt nok ude, Maria?” Diana havde taget mit hoved i sit skød og aede mig over håret. Det irriterede mig, at de pludselig var så overbeskyttende, men jeg havde ikke energien til at ændre på det. Et af de tykke mørklægningsgardiner blev lettet lidt, og det tunge stof næsten sukkede af lettelse, da Maria slap det igen.
”Mine øjne gør ikke ondt mere, men Maria tror, vi skal vente en halv time mere.” Hun gik hen og tog min hånd. ”Men Maria vil snart gerne ud, Julian ser ikke godt ud.”
Jeg fugtede mine læber med den smule spyt, jeg havde, inden jeg med hæs stem-me sagde: ”Tusind tak, Maria.”
Den næste halve time var der ingen af os der rørte os, på nær Dianas hånd, der nærmest per automatik strøg mit hår. Maria rejste sig og kiggede ud af vinduet igen. ”Det er mørkt nok nu.”
Diana løftede varsomt mit hoved og smuttede ud af sofaen. Uden besvær løftede hun mig op og gik hen til døren. ”Maria, åbner du døren for mig?” Den lille pige var der straks, og kølig luft strømmede mod os. Der duftede af regn. ”Maria,” Diana bukkede sig ned, sikkert så hun kunne se den lille pige i øjnene, ”du bliver her, så snart vi kommer tilbage, skal jeg nok tage dig med ud.”
”Jeg vil også med ud og hjælpe Julian.” Marias stemme formåede at være hysterisk og bekymret på en og samme tid.
”Du ved godt, at hvis du tager med ud, så vil Julian bekymre sig for dig, og det har han ikke godt af lige nu, vel?” Diana anstrengte sig virkelig. Normalt satte hun næsten ingen grænser for Maria, så hun vidste ikke så godt som mig, hvor langt vi kunne tillade os og gå over for vores skaber.
Maria stod lidt og tænkte. Hun gav mig et kys på kinden, og jeg prøvede at sende hende et lille smil. Jeg ved ikke om det lykkedes. ”Okay, men Maria vil også udenfor, når I kommer hjem.”
”Det lover jeg, du også kommer.” Diana rettede sig op og begyndte at løbe. Jeg kunne ikke finde ud af, hvor vi var på vej hen, min stedsans var helt ødelagt sammen med resten af mig. Da Diana stoppede op, åbnede jeg langsomt mine øjne. Vi var ved hytten i udkanten af Adrene. Jeg snusede ind, og til min glæde var det ikke Ida, der var derinde. Diana gik hen og trykkede håndtaget ned med den ene albue, og vi kom ind i den lille hytte.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar