Puuuha

Læseferie og prøver - læseferien er dejlige, prøverne... ville jeg ikke kalde dejlige. De er da gået godt indtil videre, det er slet ikke det, men prøver er bare aldrig særlig rare.

Mit skrivere har været stilstående længe, men i går gik jeg i gang igen med at skrive. Fik skrevet ca. 2½ A4-sider, men nu er jeg gået i stå igen. Jeg kan simpelthen ikke komme videre, og det irriterer mig! Jeg har fået en ny idé som jeg gerne vil i gang med, men jeg har lovet mig selv at gøre den her færdig først... Så hvorfor kan jeg ikke bare få den skrevet færdig!?

Hold humøret højt - hvem end der læser!

Henne fra sofaen lød der en let knagen, da en kvinde rettede sig op i det gamle møbel. ”Hvor er Maria?” Det var Sabine, der havde ”vagten” i nat, og hun var sikkert over-rasket over at se Diana og mig, men ikke Maria.

”Hun er ikke med. Julian fik blod fra en kvinde i går, der havde taget kinjaja, så han har fået en slem forgiftning. Han bliver nødt til at få noget rent blod ellers… Ellers så dør han.” Hendes stemme var kold. Hun ville ikke vise sine følelser over for et menneske.

”Øhm, okay, jamen, så må jeg vel bare give ham noget.” Hendes stemme rystede let og jeg kunne lugte hvor nervøs hun var. ”Han skal ikke have for meget vel?”

”Nej,” min stemme var stadig hæs, ”kun nok til, at jeg kan tage ud og finde nogle fle-re, jeg kan få blod af.”

”Han tager ikke så meget, at du vil lide skade, bare rolig,” Dianas stemme var kry-stalklar, hun lagde ikke en finger imellem, ”medmindre du selv vil give ham lov til at tage nok til, at hans krop kan bekæmpe giften.”

”Nej, Diana.”

”Ti stille, Julian.”

Med den smule kræfter jeg stadig havde, åbnede jeg mine øjne helt og så direkte på Sabine. Hun var bestemt ikke tryk ved situationen, og hendes øjne udstrålede ikke an-det end frygt. Jeg kiggede hende i øjnene, da jeg langsomt sagde: ”Jeg vil ikke tage så meget, at det skader dig.”

Hun nikkede langsomt, og Diana gik hen til sofaen. Sabine satte sig helt op og jeg blev sat ned ved siden af hende. Da jeg ikke kunne holde mig selv oprejst eller styre, hvor mit hoved væltede hen, holdt Diana mine skuldre, så jeg ikke faldt fremover, og Sabine førte blidt mit hoved ned til sin hals. Det gibbede let i hende, da min tænder trængte igen-nem hendes hud og ind i halsen på hende. Med den største selvbeherskelse jeg kunne mønstre, stoppede jeg med at bide, inden jeg ramte nogle store årer. Med stor nydelse sank jeg den varme, klæbrige væske. Nu kunne jeg tydeligt mærke, at den sløvende effekt den rødhårede kvindes blod havde haft, bestemt ikke skyldtes smagen og lugten af jern, men udelukkende kinjajaen.

Det tunge slør, der havde ligget over mine sanser hele dagen lettede langsomt, og jeg fik mere energi. Da jeg kunne mærke, hvor meget Sabines rene blod hjalp, begyndte jeg at tage større sug af hende. Jeg kunne høre nogle mærkelige, gurglende lyde, men jeg kunne ikke finde ud af, hvor den kom fra, så jeg ignorerede den. Jeg drak endnu dybere, og den tunge smag af jern gjorde, at al min selvbeherskelse forsvandt som dug for solen, og jeg lod mine tænder synke helt ind og punktere halspulsåren. Dianas stærke arme rev mig væk, men det var for sent. Sabine lå med blodet løbende ud af halsen og det hvide vendt ud af øjnene. Diana snerrede irriteret og slap mig. Selvom jeg vidste, at det var forkert, bukkede jeg mig frem og satte munden til det sår, mit brutale bid havde efterladt i Sabines hals. Jeg drak hende tom og rettede mig op. Imens jeg slikkede mig om munden kiggede jeg ned over mig selv. Intet blod på tøjet.

Diana stod lidt fra mig og lignede en isdronning med sit helt glatte ansigt. ”Er du mæt?”

Jeg nikkede fyldt med skam over, hvad jeg havde gjort mod to kvinder på to nætter. Hun gik hen til mig, tog min hånd og bed lidt hårdere end nødvendigt i min finger. ”Jeg kan allerede smage en forskel, du skal nok klare den.” Hun kiggede ned på Sabine. ”Hvad gør vi?”

Det var to spørgsmål i ét: ’Hvad gør vi med Sabine’ og ’hvad gør vi i forhold til Adrene?’

”Hvis du begraver hende det samme sted som hende fra i går, så skal jeg nok få ordnet det inde i byen.”

Hun nikkede og samlede Sabines livløse krop op. ”Jeg skal nok tage Maria i nat, men du tager de to næste!”

Jeg nikkede en enkelt gang og vi forlod hytten.