Tænk, at jeg virkelig ikke kan...

Jeg må med skam melde, at jeg er stoppet på 'Julian-historien'... Jeg er simpelthen gået helt i stå - men hvis jeg pludselig får lysten, så starter jeg selvfølgelig igen. Har før oplevet "skriveblokader", men lige nu kan jeg simpelthe ikke... Jeg ved lige hvad, er skal ske, og slutningen er også nedskrevet - og jeg tror det er det, der har taget gejsten fra mig. Jeg ved som sagt præcis hvad der skal ske, så derfor kan jeg ikke afvige for meget, da jeg så skulle ændre i hele min story-line -.-

Er gået i gang med en ny historie... Denne gang har jeg kun slutningen, jeg aner ikke hvad der skal ske, og selvom jeg kun er på side seks, må jeg sige, at nogle af personerne allerede har overrasket mig. Når jeg er kommet lidt længere med den vil jeg bestemme mig for, om det er den nye eller 'Julian', der kommer ud på bloggen.

Hold humøret højt - hvem end der læser!

Vi løb i hver vores retning, Diana mod vores hjem, jeg mod Adrene. Selvom regnen tidligere på dagen havde prikket hul på varmeboblen, var natteluften ved at blive varm og tung igen. I stedet for at løbe igennem byen fulgte jeg skoven rundt om, inden jeg blev nødt til at forlade den for at komme hen til Idas hus. Min styrke og mine sanser var næsten helt normale, og selvom jeg var tynget af skyld over det med Sabine, gjorde det alligevel ikke så ondt, som det havde gjort for bare 15 år siden. Mit syn på menneskedrab var åbenbart ved at nærme sig Diana og Marias.

Jeg stod i to minutter ude foran Idas dør, før jeg tog mig sammen til at banke på. Hun kiggede forbløffet på mig, da hun åbnede døren på klem. Hun åbnede den helt op og viste med en gestus, at jeg måtte komme ind. Med langsomme skridt gik jeg indenfor og hun lukkede døren bag mig. Her duftede sødt, det var den samme duft, som hun havde.

”Hvad bringer dig her?” Det var første gang, at jeg havde opsøgt hendes hjem, så jeg forstod godt hendes forvirring.

”Jeg skal fortælle dig noget. Kan vi sidde?” Jeg pegede på sofaerne og hun nikkede.

Vi gik ind i stuen, og jeg så mig opmærksomt omkring. Hendes stue var ikke så stor, men den var nydeligt indrettet med små pynteting og planter. Der lå et eller andet over stuen, nej over hele huset, som gjorde, at det mere lignede en ældre dames hus og ikke en 24-årig kvindes. Ida var 24 år… Da jeg havde ”samlet” hende og hendes veninder op var hun 19. Fem år… Jeg var stadig 21, præcis som jeg havde været det de sidste 62 år.

Vi satte os i hver vores sofa, over for hinanden, og jeg trak vejret dybt ind – ikke fordi jeg skulle have så meget ilt til hjernen som muligt, det behøvede jeg ikke mere, men fordi jeg skulle bruge den psykiske beroligende effekt.

Med øjnene stift rettet mod Ida begyndte jeg at fortælle: ”I går, da jeg var på vej hjem fra dig, mødte jeg en kvinde med langt, rødt, bølget hår. Hun var fuld og væltede ned i nogle glasskår,” Idas øjne blev lidt større, og jeg vidste, at hun havde regnet ud, hvor jeg var på vej hen, ”hun skar sig rimelig slemt, og… og jeg endte med at drikke hende næsten tom.” Hun lagde en hånd for munden og tog et skælvende åndedrag.

”Det må havde været Friduka, hun var forsvundet, da folk ledte efter hende i dag, og hun havde langt rødt hår.” Idas øjne fyldtes med tårer, og det pinte mig, at det var min skyld.

”Det er ikke alt.” Mit blik var stadig stift rettet mod Ida, og jeg kunne se, at hun følte sig dårlig tilpas. Uden at bevæge andre muskler, end dem jeg skulle bruge for at snakke, fortsatte jeg: ”Hun var åbenbart afhængig af kinjaja. Efter nogle få mundfulde af hendes blod havde kinjajaen lagt et form for slør over mig, og selvom jeg aldrig normalt ville gøre det, så drak jeg så meget af hende, at hun døde. Jeg blev set af nogle mennesker, men jeg fik slettet deres hukommelse for det foregående kvarter og håbede på, at alle ville tro, hun i fuldskab var faldet i floden og druknet.”

Ida sad med benene bøjet op foran sig og armene omkring dem. Hun prøvede at skabe afstand mellem os, og af en eller anden syrlig grund fik jeg lyst til at grine. Hendes ben ville ingen forskel gøre, hvis jeg besluttede mig for, at springe på hende. Jeg skubbe-de hurtigt billede af mig, der sprang over bordet og borede mine tænder i hendes bløde hals væk, men for sent. Det sad allerede på min hornhinde.

”Jeg havde fået en slem kinjajaforgiftning, så jeg skulle have rent blod så hurtigt som muligt, ellers ville jeg dø. Diana tog mig med hen til hytten, hvor vi var sikre på, at jeg ville kunne få rent blod. For at komme mig helt over forgiftningen ville jeg skulle bruge al blodet fra ét menneske, men planen var, at jeg skulle få lidt fra den af jer, som var der, så jeg kunne overleve. Derefter ville vi finde nogle forskellige med rent blod, så jeg kunne få lidt af mange og komme mig helt.”

Vi sad i to minutter uden at sige eller gøre noget, inden Ida åbnede munden. ”Men?”