Hold da helt ferie!

Jeg arbejder i Fakta i Spinderiet (skrev bare sidst, at jeg havde været på arbejde), og det er sjovere, end jeg troede det ville være - jeg elsker at sidde i kassen, (så længe der ikke er noget, der går galt), for så møder man alle mulige pudsige mennesker og anderledes personligheder!

Jeg har nogle søde og sjove kolleger, og jeg føler, at jeg er faldet godt til efter blot 2½ uges aktiv arbejde. Jeg arbejder jo ikke hver dag, men jeg har allerede haft en del vagter, da jeg også tager dem, hvor nogle ikke møder op af den ene eller anden grund - så den her måneds løn skal nok blive pæn, hihi.

Jeg må da også indrømme, at jeg blev lidt (for ikke at sige meget) stolt, da den ene nøglebærer sagde til en anden, at hvis der var problemmer dagen efter, så kunne de jo ringe efter SuperHenriette (og nej, der arbejder ikke andre Henriette'r der).

Men nok om det. Jeg har et lille problem.... Jeg er kommet på en ny histoire - har faktisk allerede skrevet ned, hvad der skal ske (tak til Line H.!), dog ikke i hvert kapitel, da jeg ikke gider skrive en historie jeg allerede har skrevet. Jeg har nu skrevet ned, hvad der overordnet skal ske, men alle de små ting har jeg udeladt, de må komme hen ad vejen! Jeg tror nemlige, det var det, der slog Julian-historien ihjel...

Jeg så også en kendt, dansk krimiforfatter i Go'SommerDanmark i morges (jeg kan bare ikke huske, hvad hun hedder - pinligt!), og hun sagde, at hun skrev oplysninger ned om sine vigtige personer, så hun kendte alt til dem - hun vidste, hvor de havde gået i skole, hvilke kærester de havde haft, hun kendte til alle deres problemmer og konflikter, også dem, der overhovedet ikke skulle være med i bogen - for så ville hun kunne vide, hvordan personen ville reagere i en given situation alt efter personens bagrund!

Så nu er jeg også begyndt at skrive ned:

1.  Navn:
2. Alder i starten af bogen: 
3. Øjenfarve: 
4. Hårfarve og –type: 
5. Højde: 
6. Kropsygning: 
7. Ansigtstræk: 
8. Familierelationer: 
9. Andet:

Så nu må jeg se, hvordan det så spænder ud. Og jeg skal nok blive lidt bedre til at skrive her inde - beklager! Og så snart jeg går i gang med den nye historie vil jeg smide en side op om dagen (hvis jeg husker det)!

Hold humøret højt - hvem end der læser!

Av, mine ben!

Sorry, at det er så længe siden, at jeg har skrevet!

Tror jeg vil skrive lidt om, hvordan min ferie har været i morgen - efter jeg har været på arbejde!
For første gang glæder jeg mig ikke til at komme på arbejde.
Tændte min telefon lidt sent i dag, tændte den først klokken 13. Så tikkede der en sms ind fra min souschef: 'Kan du hjælpe i butikken indtil klokken 16?' Jeg kunne se, han havde skrevet den ca. klokken 9, så skrev: 'Jeg ved ikke hvor meget hjælp det er, men kan være der om 45 minutter.' 'Må du gerne' lød svaret, og jeg skyndte mig af sted. I løbet af vagten spurgte Isabel, om jeg kunne blive til klokken 17, og det kunne jeg da godt. Klokken 16:40 tænkte jeg, at jeg gerne snart ville hjem, da Isabel spørger mig, om jeg kan blive til luk... Klokken 20:15.... Fint nok, det kunne jeg jo godt, ellers ville Isabel og Sophie have butikken alene, og det er altså hårdt nok, når man er hele 3 personer... Så jeg blev... Og nu er jeg SMADRET! Havde 15 minutters pause i løbet af den vagt, og det hjælper ikke meget, når man resten af tiden må løbe frem og tilbage mellem kassen og lageret...

Nå, men nu vil jeg smutte i seng - skal op klokken 7 i morgen for at komme på job. Hvem sagde ferie?

Hold humøret højt - hvem end der læser

Tænk, at jeg virkelig ikke kan...

Jeg må med skam melde, at jeg er stoppet på 'Julian-historien'... Jeg er simpelthen gået helt i stå - men hvis jeg pludselig får lysten, så starter jeg selvfølgelig igen. Har før oplevet "skriveblokader", men lige nu kan jeg simpelthe ikke... Jeg ved lige hvad, er skal ske, og slutningen er også nedskrevet - og jeg tror det er det, der har taget gejsten fra mig. Jeg ved som sagt præcis hvad der skal ske, så derfor kan jeg ikke afvige for meget, da jeg så skulle ændre i hele min story-line -.-

Er gået i gang med en ny historie... Denne gang har jeg kun slutningen, jeg aner ikke hvad der skal ske, og selvom jeg kun er på side seks, må jeg sige, at nogle af personerne allerede har overrasket mig. Når jeg er kommet lidt længere med den vil jeg bestemme mig for, om det er den nye eller 'Julian', der kommer ud på bloggen.

Hold humøret højt - hvem end der læser!

Vi løb i hver vores retning, Diana mod vores hjem, jeg mod Adrene. Selvom regnen tidligere på dagen havde prikket hul på varmeboblen, var natteluften ved at blive varm og tung igen. I stedet for at løbe igennem byen fulgte jeg skoven rundt om, inden jeg blev nødt til at forlade den for at komme hen til Idas hus. Min styrke og mine sanser var næsten helt normale, og selvom jeg var tynget af skyld over det med Sabine, gjorde det alligevel ikke så ondt, som det havde gjort for bare 15 år siden. Mit syn på menneskedrab var åbenbart ved at nærme sig Diana og Marias.

Jeg stod i to minutter ude foran Idas dør, før jeg tog mig sammen til at banke på. Hun kiggede forbløffet på mig, da hun åbnede døren på klem. Hun åbnede den helt op og viste med en gestus, at jeg måtte komme ind. Med langsomme skridt gik jeg indenfor og hun lukkede døren bag mig. Her duftede sødt, det var den samme duft, som hun havde.

”Hvad bringer dig her?” Det var første gang, at jeg havde opsøgt hendes hjem, så jeg forstod godt hendes forvirring.

”Jeg skal fortælle dig noget. Kan vi sidde?” Jeg pegede på sofaerne og hun nikkede.

Vi gik ind i stuen, og jeg så mig opmærksomt omkring. Hendes stue var ikke så stor, men den var nydeligt indrettet med små pynteting og planter. Der lå et eller andet over stuen, nej over hele huset, som gjorde, at det mere lignede en ældre dames hus og ikke en 24-årig kvindes. Ida var 24 år… Da jeg havde ”samlet” hende og hendes veninder op var hun 19. Fem år… Jeg var stadig 21, præcis som jeg havde været det de sidste 62 år.

Vi satte os i hver vores sofa, over for hinanden, og jeg trak vejret dybt ind – ikke fordi jeg skulle have så meget ilt til hjernen som muligt, det behøvede jeg ikke mere, men fordi jeg skulle bruge den psykiske beroligende effekt.

Med øjnene stift rettet mod Ida begyndte jeg at fortælle: ”I går, da jeg var på vej hjem fra dig, mødte jeg en kvinde med langt, rødt, bølget hår. Hun var fuld og væltede ned i nogle glasskår,” Idas øjne blev lidt større, og jeg vidste, at hun havde regnet ud, hvor jeg var på vej hen, ”hun skar sig rimelig slemt, og… og jeg endte med at drikke hende næsten tom.” Hun lagde en hånd for munden og tog et skælvende åndedrag.

”Det må havde været Friduka, hun var forsvundet, da folk ledte efter hende i dag, og hun havde langt rødt hår.” Idas øjne fyldtes med tårer, og det pinte mig, at det var min skyld.

”Det er ikke alt.” Mit blik var stadig stift rettet mod Ida, og jeg kunne se, at hun følte sig dårlig tilpas. Uden at bevæge andre muskler, end dem jeg skulle bruge for at snakke, fortsatte jeg: ”Hun var åbenbart afhængig af kinjaja. Efter nogle få mundfulde af hendes blod havde kinjajaen lagt et form for slør over mig, og selvom jeg aldrig normalt ville gøre det, så drak jeg så meget af hende, at hun døde. Jeg blev set af nogle mennesker, men jeg fik slettet deres hukommelse for det foregående kvarter og håbede på, at alle ville tro, hun i fuldskab var faldet i floden og druknet.”

Ida sad med benene bøjet op foran sig og armene omkring dem. Hun prøvede at skabe afstand mellem os, og af en eller anden syrlig grund fik jeg lyst til at grine. Hendes ben ville ingen forskel gøre, hvis jeg besluttede mig for, at springe på hende. Jeg skubbe-de hurtigt billede af mig, der sprang over bordet og borede mine tænder i hendes bløde hals væk, men for sent. Det sad allerede på min hornhinde.

”Jeg havde fået en slem kinjajaforgiftning, så jeg skulle have rent blod så hurtigt som muligt, ellers ville jeg dø. Diana tog mig med hen til hytten, hvor vi var sikre på, at jeg ville kunne få rent blod. For at komme mig helt over forgiftningen ville jeg skulle bruge al blodet fra ét menneske, men planen var, at jeg skulle få lidt fra den af jer, som var der, så jeg kunne overleve. Derefter ville vi finde nogle forskellige med rent blod, så jeg kunne få lidt af mange og komme mig helt.”

Vi sad i to minutter uden at sige eller gøre noget, inden Ida åbnede munden. ”Men?”

Puuuha

Læseferie og prøver - læseferien er dejlige, prøverne... ville jeg ikke kalde dejlige. De er da gået godt indtil videre, det er slet ikke det, men prøver er bare aldrig særlig rare.

Mit skrivere har været stilstående længe, men i går gik jeg i gang igen med at skrive. Fik skrevet ca. 2½ A4-sider, men nu er jeg gået i stå igen. Jeg kan simpelthen ikke komme videre, og det irriterer mig! Jeg har fået en ny idé som jeg gerne vil i gang med, men jeg har lovet mig selv at gøre den her færdig først... Så hvorfor kan jeg ikke bare få den skrevet færdig!?

Hold humøret højt - hvem end der læser!

Henne fra sofaen lød der en let knagen, da en kvinde rettede sig op i det gamle møbel. ”Hvor er Maria?” Det var Sabine, der havde ”vagten” i nat, og hun var sikkert over-rasket over at se Diana og mig, men ikke Maria.

”Hun er ikke med. Julian fik blod fra en kvinde i går, der havde taget kinjaja, så han har fået en slem forgiftning. Han bliver nødt til at få noget rent blod ellers… Ellers så dør han.” Hendes stemme var kold. Hun ville ikke vise sine følelser over for et menneske.

”Øhm, okay, jamen, så må jeg vel bare give ham noget.” Hendes stemme rystede let og jeg kunne lugte hvor nervøs hun var. ”Han skal ikke have for meget vel?”

”Nej,” min stemme var stadig hæs, ”kun nok til, at jeg kan tage ud og finde nogle fle-re, jeg kan få blod af.”

”Han tager ikke så meget, at du vil lide skade, bare rolig,” Dianas stemme var kry-stalklar, hun lagde ikke en finger imellem, ”medmindre du selv vil give ham lov til at tage nok til, at hans krop kan bekæmpe giften.”

”Nej, Diana.”

”Ti stille, Julian.”

Med den smule kræfter jeg stadig havde, åbnede jeg mine øjne helt og så direkte på Sabine. Hun var bestemt ikke tryk ved situationen, og hendes øjne udstrålede ikke an-det end frygt. Jeg kiggede hende i øjnene, da jeg langsomt sagde: ”Jeg vil ikke tage så meget, at det skader dig.”

Hun nikkede langsomt, og Diana gik hen til sofaen. Sabine satte sig helt op og jeg blev sat ned ved siden af hende. Da jeg ikke kunne holde mig selv oprejst eller styre, hvor mit hoved væltede hen, holdt Diana mine skuldre, så jeg ikke faldt fremover, og Sabine førte blidt mit hoved ned til sin hals. Det gibbede let i hende, da min tænder trængte igen-nem hendes hud og ind i halsen på hende. Med den største selvbeherskelse jeg kunne mønstre, stoppede jeg med at bide, inden jeg ramte nogle store årer. Med stor nydelse sank jeg den varme, klæbrige væske. Nu kunne jeg tydeligt mærke, at den sløvende effekt den rødhårede kvindes blod havde haft, bestemt ikke skyldtes smagen og lugten af jern, men udelukkende kinjajaen.

Det tunge slør, der havde ligget over mine sanser hele dagen lettede langsomt, og jeg fik mere energi. Da jeg kunne mærke, hvor meget Sabines rene blod hjalp, begyndte jeg at tage større sug af hende. Jeg kunne høre nogle mærkelige, gurglende lyde, men jeg kunne ikke finde ud af, hvor den kom fra, så jeg ignorerede den. Jeg drak endnu dybere, og den tunge smag af jern gjorde, at al min selvbeherskelse forsvandt som dug for solen, og jeg lod mine tænder synke helt ind og punktere halspulsåren. Dianas stærke arme rev mig væk, men det var for sent. Sabine lå med blodet løbende ud af halsen og det hvide vendt ud af øjnene. Diana snerrede irriteret og slap mig. Selvom jeg vidste, at det var forkert, bukkede jeg mig frem og satte munden til det sår, mit brutale bid havde efterladt i Sabines hals. Jeg drak hende tom og rettede mig op. Imens jeg slikkede mig om munden kiggede jeg ned over mig selv. Intet blod på tøjet.

Diana stod lidt fra mig og lignede en isdronning med sit helt glatte ansigt. ”Er du mæt?”

Jeg nikkede fyldt med skam over, hvad jeg havde gjort mod to kvinder på to nætter. Hun gik hen til mig, tog min hånd og bed lidt hårdere end nødvendigt i min finger. ”Jeg kan allerede smage en forskel, du skal nok klare den.” Hun kiggede ned på Sabine. ”Hvad gør vi?”

Det var to spørgsmål i ét: ’Hvad gør vi med Sabine’ og ’hvad gør vi i forhold til Adrene?’

”Hvis du begraver hende det samme sted som hende fra i går, så skal jeg nok få ordnet det inde i byen.”

Hun nikkede og samlede Sabines livløse krop op. ”Jeg skal nok tage Maria i nat, men du tager de to næste!”

Jeg nikkede en enkelt gang og vi forlod hytten.

Dvaskhed eller bare uoverskulige planer?

Jeg har simåelthen så svært ved at tage mig sammen til noget. Jeg tror, det har noget at gøre med, at skolen snart slutter, og nu kommer der snart prøver...  Jeg kan ikke tage mig sammen... Det er også derfor, det er så længe siden, at jeg sidst skrev på bloggen.

Jeg har opdaget noget underligt - her på det seneste har jeg fået nogle mærkelige knobber (aner ikke hvordan det staves), som kløede helt vildt. I dag fik jeg så to nye rækker af tre kløende "buler" på benet, og Amanda fra min klasse forklarede mig, at det er lopper... Lopper!? Tak for det, Elvis, siger jeg bare... Og hvis nogen skulle være i tvivl, så er Elvis min kat ;)

JEG HAR FØDSELSDAG I MORGEN!!!! Og jeg glææææææder mig! Jeg er blevet helt lallet på grund af det, og jeg tror, folk omkring mig er ved at blive træt af min nedtælling. Men nu slipper de også snart for den!

Det har været SÅ skønt vejr i dag! Var med klassen nede i Ørstedsparken og nyde det i sidste lektion! Og i går cyklede jeg ud til Field's uden jakke og med solbriller og klip-klapperer på! Sommeren er på vej!

Hold humøret højt - hvem end der læser

”Så snart vi kan gå ud, så finder vi et menneske med rent blod.”

Jeg rystede på hovedet. ”Jeg drak nok i går.”

Maria kiggede ængsteligt på mig. ”Hvis du har kinjaja i kroppen for længe, dør du.” Hendes stemme rystede svagt. Når selv Maria var nervøs, var det slemt. Med et suk nik-kede jeg.

Jeg fandt en dybblå skjorte og et par cowboybukser frem fra klædeskabet og gik ind i det lille ekstra værelse. Med langsomme bevægelser hængte jeg håndklædet op til tørre og tog tøjet på. Jeg gik ud igen og blev mødt af to par nervøse øjne. Diana tog blidt men bestemt fat i min hånd og ledte mig hen til sofaen. Hun skubbede mig ned og ligge, strøg en hånd beroligende ned af min kind og gik ud mod badeværelset. Maria satte sig henne ved mit hoved og begyndte at ae mit hår. Hele min krop var tung og jeg følte mig træt, ikke bare psykisk træt men også fysisk – det var så længe siden, at jeg havde prøvet det, at det var en helt mærkelig fornemmelse.

Resten af dagen lå jeg bare med lukkede øjne og blev aet over håret, på kinden, fik læst højt eller på anden måde holdt ”vågen”. Både Maria og Diana var bange for, at kinja-jaen ville tage livet af mig, inden natten faldt på.

Det her ville ikke være sket, hvis jeg ikke havde fulgt Ida hjem. Havde jeg bare ladet hende være i hytten som sædvanlig, var det her ikke sket. Ida. Jeg blev nødt til at fortælle det til hende, hun var den, der blev mest berørt af os af alle i byen, hun blev nødt til at vide det. Så snart jeg var frisk igen, måtte jeg kontakte hende.

”Er det mørkt nok ude, Maria?” Diana havde taget mit hoved i sit skød og aede mig over håret. Det irriterede mig, at de pludselig var så overbeskyttende, men jeg havde ikke energien til at ændre på det. Et af de tykke mørklægningsgardiner blev lettet lidt, og det tunge stof næsten sukkede af lettelse, da Maria slap det igen.

”Mine øjne gør ikke ondt mere, men Maria tror, vi skal vente en halv time mere.” Hun gik hen og tog min hånd. ”Men Maria vil snart gerne ud, Julian ser ikke godt ud.”

Jeg fugtede mine læber med den smule spyt, jeg havde, inden jeg med hæs stem-me sagde: ”Tusind tak, Maria.”

Den næste halve time var der ingen af os der rørte os, på nær Dianas hånd, der nærmest per automatik strøg mit hår. Maria rejste sig og kiggede ud af vinduet igen. ”Det er mørkt nok nu.”

Diana løftede varsomt mit hoved og smuttede ud af sofaen. Uden besvær løftede hun mig op og gik hen til døren. ”Maria, åbner du døren for mig?” Den lille pige var der straks, og kølig luft strømmede mod os. Der duftede af regn. ”Maria,” Diana bukkede sig ned, sikkert så hun kunne se den lille pige i øjnene, ”du bliver her, så snart vi kommer tilbage, skal jeg nok tage dig med ud.”

”Jeg vil også med ud og hjælpe Julian.” Marias stemme formåede at være hysterisk og bekymret på en og samme tid.

”Du ved godt, at hvis du tager med ud, så vil Julian bekymre sig for dig, og det har han ikke godt af lige nu, vel?” Diana anstrengte sig virkelig. Normalt satte hun næsten ingen grænser for Maria, så hun vidste ikke så godt som mig, hvor langt vi kunne tillade os og gå over for vores skaber.

Maria stod lidt og tænkte. Hun gav mig et kys på kinden, og jeg prøvede at sende hende et lille smil. Jeg ved ikke om det lykkedes. ”Okay, men Maria vil også udenfor, når I kommer hjem.”

”Det lover jeg, du også kommer.” Diana rettede sig op og begyndte at løbe. Jeg kunne ikke finde ud af, hvor vi var på vej hen, min stedsans var helt ødelagt sammen med resten af mig. Da Diana stoppede op, åbnede jeg langsomt mine øjne. Vi var ved hytten i udkanten af Adrene. Jeg snusede ind, og til min glæde var det ikke Ida, der var derinde. Diana gik hen og trykkede håndtaget ned med den ene albue, og vi kom ind i den lille hytte.

Alt går op i 6 - eller hat og briller?

Hu hej for en weekend.

Fredag til lørdag var jeg hjemme hos min højtelskede kusine Sara. Vi fik snakket en masse, og så fik vi set en god gyserfilm sammen med hendes kæreste, Jimmy. Det var super hyggeligt, og jeg glæder mig til at se dem igen sammen med resten af familien til min fødselsdag!

Søndag holdt Morten fødselsdag, så der var huset belejret af 12 drenge fra 4. Hold da op, hvor kan de larme! Men alt gik heldigvis fint, og huset stod stadig, da der kom fødselsdagsgæster til aftensmad. Og jeg har jo fødseldag den 22. (kun 12 dage til - juhu!), så Susanne havde en fødselsdagsgave med til mig på forhånd. Jeg fik Hej; Matematik's nye CD - Alt Går Op I 6. Er sindsyg glad for den, og har allerede hørt alle numrene igennem fire eller fem gange!

I dag var bare en lang dag som mandag normalt er - og i morgen er der biologiprøve! Håber den gør godt - kryds fingre for mig!

Hold humøret højt - hvem end der læser!

Hun lå på knæ imellem mine ben og lænede sig ind imod mig, så hun kunne komme til at slikke blodet af mig. Jeg skubbede hendes hoved væk, men så snart jeg fjernede min hånd, var hun der igen. Jeg opgav og lukkede øjnene igen. Da hun var færdig med min brystkasse og min mave, støttede hun sit ene knæ mod stolen og begyndte på mit ansigt. Jeg var sikker på, at Maria sad og kiggede på os.

”Så, nu er der kun dit hår tilbage, det slikker jeg altså ikke.”

Hun rejste sig og gik hen til vaskemaskinen og smed min skjorte derind. Jeg havde stadig lukkede øjne, men jeg kunne høre det hele. Diana kom hen til mig igen et par minutter senere og tog fat om mine håndled. Bestemt hev hun mig op og trak mig op af den lille trappe og ud på badeværelset. Hun havde lavet et varmt bad til mig.

”Nu er alt serveret på et sølvfad, så nu må du selv klare resten.”

Jeg nikkede. Jeg tror det havde forbløffet hende, hvor langt nede jeg var. Hurtigt kom jeg ud af tøjet og smuttede ned i det varme vand. Det føltes rart at blive varmet lidt op, hvilket jeg ikke tit kun tillade mig, da det oftest nedkølede mennesker, der havde brug for den varme. Jeg kom til at tænke på Ida. Hun havde ikke været en af folkene i den store gruppe, vel? Det kunne hun umuligt være, ellers ville jeg havde set hende. Hun måtte også havde været for svag til det. Vandets temperatur dalede langsomt men sikkert, men jeg blev siddende i det kolde vand.

Der lød en let banken på døren. ”Er du ude af badet?”

”Nej.” Jeg lod mig glide helt ned under vandet.

Diana kom ind og satte sig på gulvet. Hun ventede. Efter nogle minutter under van-det satte jeg mig op igen og kørte hænderne igennem håret. Diana stak hånden ned i vandet. ”Hvorfor står du ikke op når det er koldt?” Jeg trak på skulderen. Hun tog sin hånd op og tørrede den af i et håndklæde. Med et suk lagde hun hovedet tilbage og lukkede øjnene. Lidt efter åbnede hun dem igen og kiggede på mig. ”Hvorfor er du pludselig sådan her?” Endnu en gang trak jeg på skulderen. Hun rejste sig og gik hen til skabet bag ved døren. Efter at have fundet det største håndklæde smed hun det hen ved siden af badekaret. ”Kom snart op, jeg vil også godt i bad.” Jeg nikkede.

Da Diana var ude af rummet lod jeg mig glide under vandet igen. Hvorfor var jeg pludselig så tom indvendig? Jeg kunne ikke finde nogen grund til, at være så langt nede som jeg var. Jeg kom op til overfladen igen og rystede mit hoved, så vandet sprøjtede op af væggen. Med et suk rejste jeg mig, hev proppen op og steg ud af badet. Jeg tog hånd-klædet op og begyndte langsomt at tørre mig. Med håndklædet svøbt om livet gik jeg ud af badeværelset og hen mod mit klædeskab. ”Du kan komme til nu, Diana.”

Hun rejste sig og strakte sig. ”Tak.”

Hun stod lige ved siden af mig og tog min hånd. Jeg kiggede undrende på hende og rev min hånd til mig, da hun bøjede hovedet ned mod den.

”Hvad laver du?”

Hun tog fat i min hånd igen, og endnu en gang hev jeg den fra hende. ”Jeg kom til at tænke på noget. Hvad hvis hende den rødhårede fra i nat havde taget kinjaja?”

Jeg kiggede længe på hende, mens jeg overvejede det. Nogle mennesker blev af-hængige af den bitre saft fra kinjaja-planten, da den gav en eufori uden lige. De fleste ville dog ikke have noget med planten at gøre, da den rene saft var utrolig giftig – også for mennesker. Jeg rystede afværgende på hovedet. ”Det ville jeg havde kunne smage.”

”Nej,” hun tog min hånd igen, og denne gang lod jeg hende, ”for kinjaja smager ikke af noget blandet med alkohol. Jeg har ikke fået så meget af hendes blod, kun det jeg slikkede af dig, og jeg kan godt mærke, at mit hoved er blevet lidt tungere.”

Jeg nikkede langsomt og lod hende bide mig i fingeren. Hun tog et enkelt sug og fjernede hurtigt munden. ”Du er slemt forgiftet.” Hun spyttede nogle gange på gulvet.

Ups - 1. maj allerede!?

Hmm... Idéen med en blog falder lidt til jorden, når man glemmer den som mig... Gør den ikke? Nå, men jeg synes selv, jeg har en god undskyldning! Sidste weekend var jeg først hos mine bedsteforældre fra fredag til lørdag, hvor jeg ikke kunne få net, og så var mine to bedste veninder på besøg hjemme hos mig, de overnattede fra lørdag til søndag, så der havde jeg ikke tid til at skrive (det ville være for asocialt!).

Nu ved jeg, hvad jeg skal op i! Biologi og kristendom! Det kunne næsten ikke være bedre!

Her i går var det jo store bededag, så der var jeg i Jylland(!?) til konfirmation. Jeg har intet imod Jylland (ikke meget i hvert fald), men det er bare så langt væk! Glædede mig virkelig til den konfirmation, og Nina var da også så smuk (hvis ikke smukkere) som jeg havde forestillet mig! Men de der 2x3 timer i bil kunne jeg godt havde undværet......

Wuhuuu! Arbejdernes kampdag! Så skal der viftes med røde faner og holdes 1. maj-taler og hujes og synges... og drikkes... 1. maj er nu blevet en national drukdag. Hvor mange af alle dem, der er i Fælledparken, går derhen for politikens skyld? Fåtallet er jeg rimelig sikker på... Ville gerne selv der ind og mærke stemningen, men hvis luften er tung af alkoholånde og væltede øl - så tror jeg godt, at jeg kan klare mig uden!

Hold humøret højt - hvem end der læser!

”Hun var fuld, hva?”

Jeg nikkede. Hendes opførsel havde i hvert fald været en fuld kvindes, og hendes blod burde have smagt bittert. Jeg havde ikke smagt det, min krop havde kun reageret på den dominerende smag af jern. ”Hun faldt og skar sig, og jeg var så tørstig, at jeg ikke kunne holde igen.” Jeg tog hårdere fat om skovlen.

Diana klappede mig lettere trøstende på ryggen og gik ind i huset. Det ville snart være lyst, og vi skulle til at få dækket vinduerne til.

Jeg gravede hurtigt et hul på cirka to og en halv meters dybde og smed den rødhå-rede derned. Endnu hurtigere dækkede jeg hende til og smed skovlen ind i skuret. Lyset var ved at blive skarpere og mine øjne gjorde ondt. Jeg flygtede ind i husets befriende mørke.

Maria sad og læste med sin tiger liggende for sine fødder. Diana lå på sofaen og kiggede i et blad. Jeg gik hen og satte mig tungt i stolen. Jeg var tung i kroppen, og jeg kunne ikke overskue at komme ud af tøjet og i bad. Mit ansigt føltes stift og jeg kunne reg-ne ud, at jeg havde blod over det meste af det. Diana kiggede op på mig flere gange, og da jeg ikke viste tegn på, at jeg ville lave noget, rejste hun sig og gik hen til mig. Hun satte sig på mine knæ og begyndte på at knappe skjorten op igen. Ud af øjenkrogen kunne jeg se Maria kigge forhåbningsfyldt på os. Hun håbede stadig at vi endte sammen. I løbet af dagen, hvor vi var tvunget til at være sammen, kunne vi godt lige holde hinanden ud, men om natten, når vores aktivitetsniveau steg, kunne vi ikke være sammen.

”Du burde tage dig et bad.”

Jeg nikkede en enkelt gang og lukkede øjnene. ”Hvorfor tror jeg hver gang, at jeg sagtens kan klare mig over lange perioder med meget lidt blod?”

Diana kørte trøstende en hånd ned over min kind. Selvom vi på overfladen ikke kunne udstå hinanden, havde vi alligevel et eller andet form for bånd. ”Fordi du ikke kan acceptere, at du nu har været, hvad du er, i 62 år.”

Jeg sukkede. ”Hvordan har du kunne acceptere det?”

”Hmm… Det ved jeg ikke. Jeg tror bare, at jeg prøvede at gøre hvad min krop ville have jeg skulle gøre, og nu har jeg vænnet mig til det. Efter 100 år bliver det også lettere, bare rolig, en dag behøver du heller ikke så meget.”

Hun tog min skjorte af mig og rejste sig. Jeg sank endnu længere ned i stolen og lod mine ben falde ud til siden. Jeg savnede virkelig det at kunne sove. ”Du burde virkelig tage et bad, ellers ender det med, at Maria eller jeg vasker dit bryst med vores tunge. Du er smurt ind i blod.”

”Du kommer bare,” sagde jeg med et suk. Jeg vidste, at hun lavede sjov, så jeg tur-de godt sige det.

Overrasket åbnede jeg øjnene, da jeg pludselig mærkede Dianas tunge mod min brystkasse.

Onsdag d. 21/4?

Onsdag allerede... Jeg har ikke kunne finde ro til at ordne min blog, mit hoved har været fuld af tanker om, hvad jeg skal op i til sommer, og hvilket gymnasium jeg kommer ind på. Selvom det stadig er fuldt af det, har jeg nu taget mig sammen til at lægge starten af næste kapitel ud. Fredag, fredag, fredag! Der er så lang tid til på fredag, jeg ville helst have af vide NU, hvad jeg skal op i til sommer!

Jeg var på biblioteket med Camilla i går for at låne bøger til vores mundtlige-engelsk-eksamen, men der var desværre kun kommet to af de fire bøger, som jeg havde bestilt om Ku Klux Klan. Men det var da hyggeligt, så det var ikke så slemt.

Hold humøret højt - hvem end der læser!

2.

Jeg frøs i den stilling, jeg stod i. Mine sanser, der før havde været sløret af rusen, var som på stilke, og verden stod helt klar for mig. I mine arme hang der en rødhåret kvin-de – så godt som tømt for blod – og 100 meter fra mig stod den mørkhårede kvinde og fortsatte med at skrige. Der var flere mennesker på vej, mange flere, og jeg lagde kvinden ned. Hurtigt kiggede jeg ned over mig selv og indså, at min hvide skjorte aldrig ville blive hvid igen. Kraven dryppede med blod, mit bryst var dybrødt, og stoffet klæbede sig til min muskuløse krop. Menneskemængden voksede hurtigt, men ingen turde gå hen mod mig. Mine tænder, var stoppet med at snurre, og jeg fortrød nu, at jeg ikke havde sørget for bare at drikke lidt af nogle forskellige hver dag. Nu var jeg morder – igen – men hver gang gjorde ondt. Bittert erkendte jeg dog, at jeg var ved at blive lidt mere kold overfor det at slå ihjel, præcis som Maria, Diana, Julius og Lydia.

Adrenes indbyggere begyndte at stå og råbe af mig. Jeg løftede hurtigt hovedet og tilråbene forstummede kort. Jeg gik hen mod dem, og folk begyndte at bakke væk. Jeg løb derhen og folk kom med forskrækkede udbrud, da jeg øjensynligt forsvandt, for derefter at dukke op af det rene ingenting. Med fornyede kræfter efter måltidet fik jeg folk til at stoppe op. Alle gloede tomt på mig. Jeg slettede deres hukommelse for det sidste kvarter og for-svandt så. Inden jeg forlod byen samlede jeg den rødhårede kvinde op. Forhåbentlig ville folk tro, at hun var faldet i floden, der løb igennem byen, i ren fuldskab og nu var druknet.

Da jeg kom hjem stod Diana og ventede på mig. ”Jeg kunne lugte dig på lang af-stand, din store idiot!” Hun viste tænder og trådte frem mod mig. ”Hvad vil du gøre, hvis vi bliver nødt til at flytte rede? Nu har vi endelig fået lavet en ordning, så vi ikke hele tiden skal bruge energi på at slette hukommelsen hos folk, fordi Maria går bersærk og du er for blød til at lade skade være skade. Og så laver du selv sådan et nummer!?”

Hun gik hen og knappede min skjorte af. Jeg vidste hvor mange mænd, der ville ønske, at de kunne kigge ned på deres bryst og se Diana knappe deres skjorte op, men det eneste jeg fik ud af det, var irritation. Jeg snerrede og hun kiggede op på mig.

”Gider du godt lade være?”

”Med hvad?”

”Med at tage min skjorte af.”

”Den skal vel vaskes?”

”Ja, og jeg kan godt klare det selv.” Jeg løsnede min arm og lod den rødhårede kvinde falde ned på jorden.

”Fint!” Hun hev hidsigt armene til sig og trådte et skridt væk. ”For en gangs skyld prøvede jeg at hjælpe dig lidt, når jeg ved, at du har det hårdt. Med din mærkelige form for blødhed over for mennesker, er du sikker knust.”

Jeg ignorerede, hvad hun sagde og gik ind i skuret og hentede en skovl. Overrasket stoppede jeg op, da Diana lagde en hånd på min skulder. Hun bøjede sig frem og lod sine læber lukke sig om min skjortekrave. Jeg kunne høre den klæbrige masse forlade stoffet og ende i hendes mund. Jeg blev stående indtil hun havde været hele kraven rundt. Hun rettede sig op og slikkede sig om munden.

Slut på weekenden

Det var den weekend. Jeg sidder lige nu og ser Monty Python's Flying Circus, imens mine forældre og min lillebror er til aspergergruppemøde.  Jeg håber alle har haft en god weekend og kommer godt ind i næste uge!

Her er afslutningen på første kapitel i min frihistorie om Julian - i worddokumentet fylder den ca. 9½ A4-sider - jeg håber det har været tilfredsstillende!

Hold humøret højt - hvem end der læser!

”Det er længe siden Ulrikka har været der, vil du ikke sige til hende, at vi savner hende?”

Hun trak vejret dybt ind og pustede ud. Jeg kunne dufte hendes ånde, hendes hår, hendes hud og hendes blod. Mine tænder begyndt at summe, men jeg sank og prøvede at ignorere det. ”Ulrikka er begyndt at tvivle på, om hun vil komme i hytten længere.”

”Hvorfor det?” hviskede jeg.

”Hun venter barn.” Idas stemme rystede lidt og jeg rykkede et par centimeter fra hende.

”Så er det klogt af hende. Men send en af de andre de næste to nætter.”

Hun nikkede og jeg slap hendes hånd. Tilsyneladende lettet åbnede hun døren og smuttede ind. Da hun vendte rundt for at sige godnat, var jeg allerede væk. Jeg stod for enden af gaden, skjult af skyggerne og så hende kiggede sig rundt en enkelt gang inden hun lukkede døren.

”Hun så da ikke så frisk ud.” Lydia fniste og slikkede på mit øre.

Jeg skubbede hende væk og hvæsede af hende. ”Hold dig fra mig!”

Hun stillede et såret ansigt op, men hendes klare grønne øjne lyste af drille-lyst. ”Hvorfor skubber du mig væk?”

”Hvorfor tror du?”

”Det ved jeg da ikke…” Hun kørte en tot af sit brune hår omkring sin finger, idet hun gik rundt om mig med den ene hånd hvilende på mig.

Lydia havde ikke lagt skjul på de sidste 30 år, at hun var mere end almindeligt inte-resseret i mig. Hun var endda gået så langt engang at dræbe alle de kvinder, jeg havde skaffet for Maria, bare for at jeg ikke skulle være omgivet af andre kvinder end Maria, Dia-na og hende. Hvis ikke Diana var ældre end hende, meget ældre, så havde Lydia også taget kampen op med hende.

”Drop det nu bare…” Jeg lød træt, og det var jeg også. Ikke fysisk, det var jeg aldrig, men psykisk var jeg tæt på at eksplodere.

”Jamen, søde Julian, hvorfor må jeg ikke være hos dig.”

Jeg sendte hende et koldt blik, men hun var helt uanfægtet. ”Maria kan ikke lide dig,” hun trak på skulderen, ”Diana kan ikke snuppe dig,” endnu en gang trak hun på skulderen, og jeg vidste, at jeg måtte sige det værste, jeg kunne sige til hende: ”og jeg ville ønske, at jeg kunne få dig ud af mit liv!” Hun trådte et skridt tilbage og så såret på mig.

”Hvorfor det?” Hun snakkede langsomt, jeg kunne se, hvordan hun prøvede at trække tiden ud.

”Fordi du ikke gør andet end at forpeste min tilværelse!” Min stemme var en lav, hurtig hvisken, men hun hørte mig tydeligt. Jeg vendte ryggen til og gik væk fra hende.

Selvom hendes afsæt var tæt på lydløs, nåede jeg at vende rundt og hive fat i hen-des arme, inden hun kunne nå og få lagt mig ned. Jeg trykkede hende ind mod en husmur med den ene hånd om hendes strube og den anden holdt hendes håndled samlet over hendes hoved. Med kælne lyde trykkede hun sin krop imod min, og hendes ben svang sig omkring mine. Jeg var så tæt på at eksplodere, at jeg dirrede.

”Lad… mig… være…” hvæsede jeg ud imellem sammenbidte tænder.

Hendes ansigt lukkede sig helt sammen og jeg slap hende. Hendes ben var stadig om mig, og med hidsige bevægelser løsnede jeg dem. Hun landede uden en lyd på jorden og kiggede såret op på mig igennem det brune hår. Med smidighed som en kat satte hun sig på hug. Jeg vendte rundt og gik hen mod broen, der forbandt de to dele af byen. Hun rejste sig, og jeg kunne høre gruset imellem brostenene knase ganske let, da hun nærmede sig. Luften bevægede sig hurtigt op mod min nakke, og jeg vidste, at hendes hånd var ved at lægge sig på min skulder. Jeg snerrede en enkelt gang uden at vende mig om, bange for at synet af hendes irriterende ansigt ville få det til at sige klik for mig. Hun standsede og ti sekunder senere løb hun væk. Jeg vidste ikke, hvor hun holdt til, men jeg vidste, at jeg stødte på hende for tit til, at det kunne være langt væk. Normalt levede vi i små grupper, oftest sammen med vores skaber, men Lydia havde brudt op med sin gruppe og forladt deres trygge rede.

Da jeg næsten var ovre broen, fangede jeg en lugt af menneske, helt bestemt af det kvindelige køn. Jeg drejede hovedet let til venstre og så en kvinde komme stavrende hen mod broen med sine øjne fikseret på mig. Hendes gang viste mig, at hun var påvirket af alkohol. Hun stank også langt væk, men hendes naturlige dufte var alligevel stærke nok til at overdøve alkoholen. Jeg nåede over broen og forsatte hen mod skoven uden at ænse hende. Sandet ved siden af broen var fugtigt af dug, og hun gled. Hun prøvede at tage fra med hænderne, men endte med at ligge og rode rundt på det ujævne og smattede underlag. Til min gru havde der ligget nogle skarpe sten, som hun selvfølgelig havde ramt med halsen – hvordan det end kunne lade sig gøre.

Lugten af jern ramte mig hårdt og hurtigt og mine sanser blev meget skarpere. Mine pupiller udvidede sig, mine næsebor spillede sig ud og jeg blev meget mere opmærksom på lydende omkring mig. Kvinden lå og hulkede halvt samtidig med at hun grinte. Jeg rakte langsomt hånden ned mod hende, prøvede at lade være, men den her kamp havde jeg tabt. Hun kiggede op på mig og tog imod min hånd. Hendes øjne svømmede og hun væltede ind imod mig. Jeg greb hende og bøjede mit hoved ned mod hendes hals. Jeg slikkede blodet af halsen og ignorerede hendes forundret mumlen. Da hendes hals var ren for blod, lod jeg min mund finde såret. Min tunge kørte langsomt rundt om sårets kant og kvinden begyndte at klynke da min gift begyndte at dryppe ned i det åbne sår.

Med stor nydelse lod jeg mine tænder synke igennem hendes bløde hud og ind i hendes kød. Blodet strømmede ind i min mund og jeg drak begærligt. Den tunge smag af jern slørede mine sanser, og jeg koncentrerede mig ikke om andet end at holde den sva-gere og svagere kvindekrop oprejst og drikke. Hendes blod smagte fladt, jeg havde ikke tage mig tid til at få hendes krop til at danne flere hormoner, som er det, der giver blod den skønne, spændende smag. Jeg havde ramt hendes halspulsåre, og da jeg ikke kunne nå at synke al blodet, begyndte det langsomt at løbe ned af min hage, og min skjorte blev hurtigt våd og klæbrig af det. Da jeg var kommet mig over den største eufori, begyndte jeg at blive mere opmærksom på omverdenen. Jeg kunne høre skrig. En kvinde. Hun skreg, og hun skreg, og hun skreg. Jeg kunne ikke høre, hvad hun skreg, kun at hun skreg. Jeg kunne høre, at flere nærmede sig, og jeg løftede hovedet for at se på kvinden, der skreg. Jeg havde aldrig set hende før, hendes mørke hår gjorde, at hendes allerede blege ansigt så endnu blegere ud. Hvorfor var hun så bleg? Hendes hænder rystede og hun vidste tydeligvis ikke, hvor hun skulle gøre af dem. Hvad var det, der gjorde hende så skræmt?

Så hørte jeg, hvad hun skreg: ”Vampyr!”

Dagens side d. 17

Aaaah, har haft en dejlig, afslappende lørdag. Og har i skrivende stund besøg af Fonna og Benny, som er halvdelen af den kortklub min mor og far er med i. Det eneste ærgelige ved at have dem på besøg er, at hele huset bliver tilrøget. Der stinker, og i stuen kan man ligefrem se, at luften er uklar pga. røgen... Nå, men de er da søde, og det er jo det vigtigste - så må mit nyvaskede hår jo bare lugte af røg, indtil jeg går i bad i morgen... Var et smut i Matas i går og købe en ny mascare og en flydende eyeliner. Har ikke brugt flydende eyeliner før, så der skal øves lidt ;)

Hold humøret højt - hvem end der læser!

Da jeg kom ind, kunne jeg heldigvis stadig høre Idas hjerte slå. Lettet gik jeg hen til sofaen, som hun lå på. Jeg løftede hende let og smuttede ind under hende. Jeg sørgede for, at tæppet lå imellem hendes krop og min. Når hun manglede blod ville en afkøling ikke hjælpe på hendes situation. Jeg lod hendes ben ligge mellem mine og hendes hoved lå på min brystkasse. Da jeg ikke vidste, hvor jeg skulle gøre af mine arme lagde jeg dem forsigtigt om hende, bange for at skade hende. Mennesker var så skrøbelige.

Efter at have siddet med hende i en halv time, begyndte jeg at nynne en sang. Jeg kendte ikke teksten, og jeg vidste ikke, hvor jeg havde melodien fra, men den beroligede mig. Ida begyndte mere eller mindre bevidst at nynne med, og langsomt åbnede hun øjnene. Hun kiggede desorienteret op på mig. Med et lille suk puttede hun sig tættere ind til mig. Jeg havde automatisk ladet være med at trække vejret, da jeg kom ind i hytten, men nu lod jeg mig selv trække vejret ind gennem næsen. Hendes hår duftede rent og nyvasket, og der hang en sødme over hende, som havde hun spist æbler eller bær lige inden hun kom herhen.

Hvorfor hun gik herhen forstod jeg ikke. Hun var sikkert bange for, at vi ville komme efter hende, hvis hun ikke gjorde. Diana og jeg havde opsøgt nogle mere lyssky steder, og fundet nogle ”lette” ofre. Faktisk havde vi bare valgt de første de bedste af det modsatte køn, vi havde mødt. De fleste havde kigget interesseret på os, da vi gik ind på den lille snuskede kro. Stanken havde næsten ikke været til at holde ud, men vi skulle finde nogle villige ”måltider” til Maria – vi kunne godt klare os uden faste mennesker, men den chance turde vi ikke tage med Maria. Ida havde siddet sammen med fem andre kvinder i et hjørne og jeg kom let i snak med dem. Der gik ikke længe før jeg fik dem alle sammen overtalt til, at komme med ud og gå i stedet for.

Så snart vi var kommet så langt væk, at de ikke ville vække nogen opsigt, selv hvis de skreg, havde jeg vendt mig om mod dem. ”Jeg har noget, jeg skal spørge jeg om, noget I skal hjælpe mig med.” De havde kigget lettere nervøst på hinanden og nogle af dem fni-ste. ”Jeg har en lille pige, Maria, hun er 364 år og mangler nogle faste måltider.” De havde kigget forskrækket på mig, og jeg havde tydeligt set gruen nå deres øjne, da de forstod hvad jeg sagde. Alle i landet vidste, at vi fandtes, men de færreste mødte os. Når de ende-lig gjorde, var reaktionen næsten altid den samme: Først forblændet, bange når sandhe-den kom frem, men alligevel draget af vores mystik til sidst. Fire af kvinderne var gået ind til det, resten havde jeg fået til at glemme mig.

Diana havde fundet tre mænd, og vi havde fået de syv mennesker til at sørge for ”administrationen”. Hver nat overnattede en af dem i hytten, og vi fortalte altid om det var Dianas eller min nat den efterfølgende, da ingen af mændene var interesseret i at væ-re her, når det var min nat. Kvinderne virkede mere ligeglade, og jeg havde på fornemmel-sen, at kvinderne gjorde det for Maria mens mændene gjorde det for Diana.

Ida rørte på sig og jeg satte mig lidt bedre op. Hun var begyndt at blive tyndere, og hun virkede svagere end normalt. De andre kvinder var måske begyndt at bakke ud, for det var tredje gang hun var her når vi kom. Enten det eller også var hun virkelig uheldig. Det var ikke hver nat, at Maria skulle have mad, og det var langt fra hver nat jeg lod hende. Diana var mere ligeglad med menneskene, hun var faldet godt til i sin nye form og så nu sig selv som en højere skabning. Jeg kunne stadig huske hvor grufuldt det var pludselig at blive revet ud af mit normale liv, og hvis Maria drak for meget af en person, så ville vi blive nødt til at gøre det mod en anden.

Jeg lagde mit hoved bagover og lukkede øjnene med et suk. Diana var ligeglad med hvor meget Maria drak af dem, men jeg følte, at det var mit ansvar.

”Hvor er Maria?” Ida drejede hovedet og kiggede op på mig.

Jeg rettede mig op og rømmede mig. ”Hun er derhjemme, jeg har lovet Diana at ta-ge de næste to nætter fordi jeg smed hende af i nat.”

Ida nikkede svagt og lagde sit hoved ned igen. Jeg løftede min ene arm og strøg hende over håret. ”Fryser du?”

Hun rystede på hovedet og lukkede øjnene. ”Men jeg er træt. Jeg tror aldrig jeg har været så træt.”

”Hvor længe drak hun af dig?” Vi blev begge anspændte over spørgsmålet. Jeg for-di jeg havde dårlig samvittighed, Ida fordi hun var bange for at svare ”forkert”.

”Så snart du var ude af døren var hun henne ved mig. Hun bed mig et sekund senere.” Hun holdt en lille pause og trak vejret dybt ind. ”Kort efter besvimede jeg.” Hun lød pinligt berørt.

Jeg rettede mig op til siddende position og hev hende med op. Det nederste tæppe gled lidt væk og hendes venstre underarm ramte min arm. Instinktivt rev hun den til sig, da den rørte min kolde hud, og hun kiggede skamfuldt ned. Jeg valgte at ignorere det og lægge tæppet tilbage på plads.

”Du kunne ikke gøre noget. Maria ville alligevel ikke lytte, hvis du havde bedt hende vente eller stoppe.” Jeg lagde min kind ned på hendes hår, glad for, at jeg kunne fortælle det her til en, der ikke ville stemple mig som en klynker, præcis som Diana gjorde – Ida sagde det i hvert fald ikke højt. Jeg savnede også den kontakt mennesker har med hinanden, nærværet. Det havde jeg ikke oplevet længe. ”Jeg skulle havde taget hende med, men jeg valgte at stole på hende. Det skulle jeg ikke havde gjort.”

”Det er mig selv, der går herhen.”

”Men det var mig, der fik dig til det i første omgang, så det er mig, der har ansvaret.”

Hun prøvede at dreje sit hoved, og jeg løftede hurtigt mit hoved, så hun kunne komme til det. ”Men det er mig, der fortsætter med at komme herhen.”

Jeg sukkede. ”Du giver ikke op, vel?”

Hun rystede på hovedet. ”Det gør du heller ikke, vel?”

Jeg rystede også på hovedet, og Ida sendte mig et lille smil. ”Nu hvor Maria har væ-ret her, så behøver du ikke sove her. Skal jeg tage dig hjem?”

”Det må du gerne.”

Jeg tog fat under hende i stedet for rundt om hende og rejste mig. I menneskeligt tempo gik jeg hen til døren og åbnede den. Inden jeg gik ud, slukkede jeg for lyset. Ida kunne intet se nu, hvor vi var ude i mørket, men det betød intet for mig. Det var nymåne, så der var intet måneskær, og hun havde så godt som ingen mulighed for at se inden vi nåede in til byen. Min mundvige trak op i et halvt smil. Hendes øjne ville ikke have tid til at vænne sig 100% til mørket før vi var i byen.

Ida vendte sit ansigt ind mod mit bryst og tog fat i min skjorte. Jeg satte i løb, og jeg kunne høre hvordan hendes vejrtrækning blev lidt hurtigere. Hun blev altid nervøs, når jeg løb hende hjem. To minutter senere stod jeg ude foran hendes hoveddør. Varsomt satte jeg hende ned og tog imod tæpperne, som hun rakte mig. Hun vendte sig om og stak nøglen i nøglehullet. Hun gispede, da jeg hurtigt lagde min hånd over hendes på dørhåndtaget. Jeg lod min venstre hånd hvile ved siden af døren, så jeg stod bøjet ind over hende. Hendes vejrtrækning, der ellers havde været tæt på normal, satte farten op igen.

”Lov mig lige en ting,” hviskede jeg i øret på hende. Vi stod så tæt, at mine læber var en halv centimeter fra hendes øre. Min kolde ånde smøg sig om hendes øre, da jeg hviskede: ”Lad nogle af de andre komme de næste par nætter, okay?”

Hun nikkede langsomt, bange for at røre sig. Jeg vidste præcis, hvad jeg skulle gøre for at få den reaktion ud af hende, jeg ville, og jeg benyttede mig fuldt ud af min viden. Jeg fik lidt dårlig samvittighed over at forføre hende, som jeg gjorde, men det var for hendes egen sikkerhed.

Weekend!

Skønt - weekend! Hvad kan være bedre end en skøn fredag, hvor man har fået grint en masse med en af sine bedste veninder?

Jeg håber I alle får en skøn weekend, og der vil selvfølgelig komme en ny side ind både lørdag og søndag.

Hold humøret højt - hvem end der læser!

Endnu en dag

I dag har været skøn! Dejligt vejr, dejlige venner, jeg har fået en mail fra familien i USA, og der er ingen påtrængende lektier. I dag i dansktimen sad jeg og skrev lidt i mit nyerhvervede hæfte, og jeg synes selv, der kom noget spændende ud af det - jeg har i hvert fald fået en idé til, hvad der kan ske i min næste historie. Men jeg skal først lige færdigskrive den historie, jeg er i gang med nu. Apropos nuværende historie, så smider jeg lige noget mere her ud på bloggen!

Hold humøret højt - hvem end der læser!

50 meter fra den lille hytte satte vi farten ned og fortsatte i et menneskeligt gå tempo. Da vi kom ind, blev vi mødt af et par forskrækkede grågrønne øjne. Ida rejste sig og rettede nervøst på sin hvide skjorte, så den dækkede hendes hals. Jeg sendte hende et glædesløst smil. De små mærker efter Marias tænder var over alt på hendes hals, usynligt for det menneskelige øje, men jeg så dem tydeligt.


”Jeg… jeg hørte jer slet ikke komme.” Selvfølgelig havde hun ikke hørt os.

Maria gik hen til hende og sendte hende et stort smil. ”Hej Ida.”

Ida samlede sit mørkebrune hår i en løs hestehale, sikkert så det ikke ville være i vejen. ”Hej,” hun bukkede sig ned og samlede den lille pige op, ”hvad har I så lavet i da… her til aften?” Jeg fnyste lavmælt over hendes talefejl.

”Vi var på markedspladsen!”

”Markedspladsen?”

”Markedspladsen ved Ludiæa,” sagde jeg forklarende, ”vi tog derfra for få minutter siden.”

Ida så lettere forbløffet ud, men hendes ansigt faldt hurtigt i de rigtige folder. Ludiæa lå cirka 60 kilometer fra Adrene, hvor vi var nu.

”Hvad lavede I så på markedspladsen?” Ida satte sig i sofaen med Maria på skødet.

”Ikke meget, for Maria blev sulten. Men Julian vandt en bamse til mig!” Hun kiggede hen på mig og spærrede øjnene op. ”Hvor er min tiger?”

Jeg slap en irriteret snerren. ”Du har sikkert smidt den et eller andet sted i skoven.”

”Jeg vil have min tiger! Ida skal se den!” Marias stemme var hysterisk, og jeg blev helt overrasket over, hvor hurtigt hun var kommet op i det toneleje.

”Kan vi ikke tage den med på vejen hjem?”

”Nej! Jeg vil have min tiger!” Hun rev sig løs fra Ida og stod foran mig millisekundet efter. ”Jeg vil have den nu!” Hun stampede hårdt i gulvet, og det gav efter under hendes fod.

”Fint.” Jeg gik hen mod døren. ”Men du venter, til jeg er tilbage,” tilføjede jeg lav-mælt. Jeg snakkede så hurtigt, at Ida ikke kunne høre det.

”Det skal jeg nok,” Maria snakkede som jeg, hun vidste godt, at jeg ikke ville skræmme ”måltiderne” mere end nødvendigt.

Irriteret rev jeg døren op og forlod hytten. Hastigt fulgte jeg vores duftspor, bange for at lade Maria være alene med Ida for længe. Selvom Maria var langt ældre end mig og derfor behøvede mindre føde, var det ikke altid, hun kunne beherske sig. Skrækscenariet fra den nat Diana og jeg havde taget ud for at finde føde uden Maria ville jeg ikke have gentaget. Maria havde pludselig besluttet sig for, at den føde hun havde fået dagen før ikke var nok. Folk lå drænet i gaden, og Maria lå kvæstet i en brønd. Hun var gået bersærk, men nogle folk i byen havde fået viklet kinjajakæder om hendes hals og arme så hun ikke kunne bevæge sig. Kinjajaen havde gnavet sig langt ind i hende, og der gik en måned inden hun var oven på igen. Siden da havde Diana og jeg altid sørget for, at en af os var sammen med Maria, når hun drak. Og siden da var Diana og mit forhold blevet endnu køligere.

Den lyserøde bamse lå på skovbunden der, hvor vi var drejet af mod hytten. Hun havde sikkert fået givet slip, da hun løb efter mig. Hurtigt samlede jeg den op og styrtede tilbage mod hytten. Jeg kunne lugte jern, og jeg vidste, at Maria var begyndt at drikke.

Døren knagede, da jeg med lidt for meget kraft åbnede den. Idas ansigt var begyndt at blive hvidt og hendes øjne var lukket. Jeg skyndte mig hen og rev Maria fra hende. Mæt – forhåbentlig – slikkede hun sig om munden og kiggede op på mig.

”Jeg sagde, du skulle vente!” Min stemme var fyldt med vrede.

”Jeg tog ikke meget.” Hun lød uskyldig, så jeg vidste, at hun udmærket var klar over, at hun havde taget alt for meget.

”Her er din bamse,” snerrede jeg og smed den hen til hende, ”ryk dig.”

Jeg bukkede mig ned og strøg Idas hår væk fra hendes pande. Forsigtigt samlede jeg hende op og lagde hende på et tæppe. For at hun ikke skulle blive kold, lagde jeg et andet tæppe over hende. Maria stod med tigeren og kiggede på den. Hun havde en lille fold mellem øjnene, tydeligvis fordybet i tanker.

”Du skal hedde Fiona,” hun kiggede op på mig, ”kan du ikke godt lide det navn?”

Jeg gik hen og samlede hende op. ”Jo, det er fint.” Min stemme var kold, og Maria vidste godt, at jeg var vred på hende. Vi forlod hytten og jeg løb hurtigt af sted mod vo-res ”hjem”.

Efter fem minutters løb satte jeg Maria ned. Hun gik nynnende ind i det store træhus.

”Diana,” kaldte jeg lavmælt, ”kom lige her ud.”

Hun stod lige foran mig. Hendes stålgrå øjne kiggede koldt på mig, og mit humør blev om muligt endnu dårligere. Denne her aften var den værste længe.

”Tag dig lige af Maria.”

”Tro om igen, det er din nat!” Hun viftede afværgende med den ene hånd, mens den anden kørte irriteret igennem hendes sorte hår. Vi lød nogle gange som et skilt par, der skændtes om hvis tur det var til at have barnet. Forskellen var bare, at vi helst ikke ville have hende.

Jeg sukkede og spændte i kæben. ”Jeg skal nok tage de næste to nætter hvis du gider tage hende nu! Hun drak for meget af Ida.”

Diana kiggede på mig med kølig ligegyldighed. ”Og?”

Jeg snerrede. ”Jeg skal tilbage og holde øje med, at hun ikke dør af blodmangel.”

Hun trak på skulderen. ”Kan du ikke være ligeglad med hende, Julian? Desuden er det ikke Marias skyld, du skulle bare havde holdt bedre øje med hende.”

Jeg slog i det træ Diana stod og lænede sig op af. Hun viste tænder men sagde in-tet.

”Den latterlige bamse, jeg skulle vinde til hende, havde hun tabt i skoven, og hun ville have den! Jeg var væk i to minutter, og da var Ida allerede helt hvid i hovedet. Jeg er sikker på, at hun smed den for at få mig ud af hytten, så hun kunne være alene med Ida!” Jeg knyttede mine hænder.

”Fint.” Diana vendte rundt og gik hen mod huset. ”Husk hvad du lovede! De næste to nætter!”

Jeg vendte rundt og løb hen mod hytten igen.

Dagens side d. 14

Undskyld den sene "udgivelse" ;)
Hvis der optræder mærkelige bindestreger midt i ordene, er det fordi der i dokumentet er linjeskift med orddelling.
Jeg har prøvet at lade der være lidt mere luft denne gang i forhold til i går - hvad fungerer bedst?

Hold humøret højt - hvem end der læser!

”Hold da op en skrap far.” Jeg spændte i kæben. Vi var allerede ti meter væk fra boden, men hans stemme var tydelig.

”Hvad er der galt, Julian?” Maria sad stadig på min arm, og hun holdt det lyserøde plysdyr tæt ind til sig.

”Du hørte ham godt.” Min stemme var kold.

Marias ansigt mistede sit lillepige udseende, og hendes rigtige ansigt kom frem. Et barneansigt, men alle trækkene var som hos en voksen. ”Julian, du ved ligeså godt som jeg, at de ikke ved, hvad de snakker om. Bare ignorer hvad de siger.”

”Det er svært at ignorere, når man kan høre hvad alle siger.”

”Jeg troede du havde vænnet dig til det? Hvorfor er det pludselig så svært?” Hen-des stemme var irriteret. ”Maria vil ikke hjem endnu,” hendes lillepige opførsel var kommet frem igen, ”Maria tilgiver ikke Julian, hvis vi går hjem nu!”

Jeg sukkede. ”Gider du godt lade være med at komme med de der humørsvingnin-ger?”

Maria fniste og gav mig et kys på kinden. Jeg rystede på hovedet. Hun var ikke til at regne med. ”Maria er sulten.” Hun kiggede rundt og fikserede sine øjne på et ungt par. Jeg sendte hende et advarende blik.

”Ikke her.” Det var alt jeg behøvede at sige.

Marias ansigt blev mut. ”Fint. Men Maria vil gerne snart have mad.”

”Hvis vi går nu kan du få mad.”

Hun sad lidt og tænkte. ”Okay. Skal vi gå nu?” Hun smilede stort til mig, og jeg kun-ne høre nogle forbløffede gisp rundt om os.

Med hurtige skridt – måske lidt for hurtige, nogle mennesker kiggede underligt efter os – gik jeg ud fra markedspladsen. Så snart vi var uden for lyset og omhyldet af skygger-ne satte jeg farten op. Maria grinte lystigt og hoppede af min arm. Den lyserøde tiger hang efter hende som en farverig hale, da vi let og adræt løb igennem skoven uden at lave den mindste støj.

”Maria er sulten!” Hun var meget utålmodig, men hendes stemme var let og glad, hvilket tydede på, at hun bare var lækkersulten. Havde hun virkelig været sulten, ville hun ikke længere spillede ”lillepige”.

Jeg sukkede. ”Det er da ikke så længe siden, du spiste sidst.”

Hun hvæste af mig. ”Det er fem dage siden jeg sidst fik føde, og det skravl du gav mig fra indeholdt ikke meget næring, når jeg ikke engang må tømme.” Hun var sulten. Hendes lillepigeydre forsvandt fuldstændigt, da hendes tænder glimtede faretruende tæt på mig strube. Hun var sprunget op på min skulder. ”Hvor lang tid siden er det, du spiste?”

Jeg sank en klump. ”To dage.”

”Og du siger, det ikke er længe siden, jeg fik føde?” Hendes ånde ramte min hals, og jeg blev endnu mere utryg.

”Du kan klare dig uden føde længere end mig.” Jeg bøjede hovedet skamfuldt.

”Det betyder ikke, at jeg gider gå uden det længere end dig!” Hendes stemme var virkelig irriteret. Jeg vidste, at jeg måtte være varsom, ellers ville jeg få problemer. ”Jeg kan meget bedre lide at være sammen med Diana, hun vil godt lade mig spise.”

”Det vil jeg også godt, men ikke hver dag.” Jeg bed tænderne hårdt sammen, ner-vøs for, at jeg havde overskredet hendes grænse.

”Hvorfor skulle jeg også være en lille pige? Hvorfor kan jeg ikke gøre noget uden, en af jer skal være sammen med mig?” Hun var ved at køre sig selv helt op, men heldigvis hoppede hun af min skulder.

Jeg knyttede mine hænder. ”Det behøvede ikke at være mig og Diana, men det sørgede du jo for.”

Hun sendte mig et lumsk smil og sørgede for at vise mig sine tænder. ”Diana ville være død uden mig, hun bliver ved mig, fordi hun skylder mig sit liv. Jeg håbede, at hende og Julius kunne være min mor og far, men han gad ikke være med, så jeg blev jo nødt til at finde en anden, ikke?” Hun grinte, men hendes latter var langt fra munter.

”Hvorfor mig? Og Julius ville da være den perfekte far for dig, så vidt jeg ved spiser han rigeligt hver dag.” Jeg kiggede opmærksomt på hende. Lige nu var det ikke til at vide, hvordan hun ville reagere. Al den galde jeg så længe havde holdt under kontrol, var ved at komme op. For min egen sikkerheds skyld prøvede jeg at holde det nede lidt længere.

”Pas på hvad du siger,” hun snerrede, og jeg lod der komme mere afstand imellem os, ”Diana ville blive ked af det, hvis jeg kom hjem alene.” Trodsigt svingede hun sit blonde hår over skulderen.

Jeg fnøs. ”Hvorfor skulle hun dog blive det? Der er en grund til, at vi er sammen med dig på skift.”

Hendes ansigt blev trist, men det var rent skuespil. ”Maria havde sådan håbet på at få en mor og en far, så hvorfor vil hverken Julius, Julian eller Diana ikke være mine foræl-dre?”

Jeg valgte ikke at svare. Efter et minut eller to uden at sige noget stoppede vi begge op som på kommando. Ivrigt løftede vi hovederne og snusede ind. Maria slikkede sig om munden. Glædestrålende klappede hun i hænderne. ”Det er Ida, jeg kan så godt lide Ida.”

Jeg nikkede sammentyggende, men vores mening med ordet ”lide” var vist ikke den samme. Jeg kunne mærke Marias øjne på mig. ”Julian, hvorfor er Ida der så tit? Jeg troede, du sagde, at det ikke måtte være den samme for tit.” Jeg trak på skulderen og satte i løb. Maria kom med et lille irriteret udbrud og et halvt sekund efter var hun oppe på siden af mig.

Dagens kommentar

Jeg vil begynde også at skrive lidt om, hvad jeg går og laver og om mit nærmiljø - det vil sige venner, familien, skole, hjemmet og så videre - præcis som min skønne veninde, Camilla, bad om (hehe, så blev hun nævnt alligevel, selvom hun ikke ville). I dag har været en normal dag, der er ikke sket noget specielt. Som sædvanligt skolen ikke været interresant, og som jeg plejer, har jeg haft nogle hyggelige pauser med de skønne mennesker jeg går i klasse med!

Efter skole var jeg i papirlageret og købe en lille notesbog, så jeg altid har et sted at skrive alle idéer, jeg får, ned, da det ellers er svært at huske det hele.

Her på det seneste har jeg haft en lille pige rendende rundt i mit hoved (og bare rolig, jeg er ikke begyndt at høre stemmer!). Hun er rødhåret - og med rød mener jeg postkasse rød - og hendes øjne er katteagtige og helt grønne. Hun har et drillesygt sind og hendes smil er lettere ondsindet. Jeg tror hun vil være spændende at arbejde med i en historie, og jeg overvejer at få hende flettet ind i en ny idé, jeg går og rumstere med - men jeg skal først afslutte historien om Julian, som jeg satte en side af ind i går.

Og nu hvor jeg er inde på den historie, så vil jeg lægge en side mere ind om lidt, men jeg skal nok snart finde ud af en måde, hvorpå jeg kan få opsætningen med over!

Hold humøret højt - hvem end der læser!

Første forsøg!

Så kommer det første materiale! Har bare sat det der svare til en A4-side ind, for at se resultatet - enjoy!
Til min store ærgelse, kan jeg ikke lave indrykninger, og det vil derfor nogle gange være lidt forvirrende med afsintene - men som sagt, det her er en prøve!

Hold humøret højt - hvem end der læser!

1.

Åh Gud, hvis du overhovedet findes derude, så red mig fra dette mareridt.

Så snart jeg havde tænkt tanken til ende, fnyste jeg. Hvis der endelig fandtes en gud, så ville jeg være den sidste, der ville få hjælp. Min samvittighed var alt for plettet til, at jeg på nogen måde kunne bede om hjælp i det guddommelige. Desuden var det ikke mig, der skulle redes fra et mareridt, det var mig, der let kunne blive mareridtet.

Hvorfor stod jeg overhovedet her, på en markedsplads overfyldt med mennesker, der glædeligt benyttede sig af aftenens kølige luft til at komme og se på de farvestrålende boder? Grunden var i min hånd. Faktisk var den ikke i min hånd, jeg holdt den i hånden. Den lille pige, Maria, kiggede rundt med store øjne. Hun havde ikke godt af, at være tæt på så mange mennesker. Hendes selvkontrol var ikke så god som min. Og min var ikke god til at begynde med.

Jeg spændte i kæben. En halv time, lovede jeg mig selv, en halv time, og så er du væk herfra! Maria hev i mig, og hun trak mig hen til en bod, hvor en overvægtig mand, hvis tøjs farver var så skrigende, som de kunne blive, stod og råbte. ”Tre bolde for en tier, seks bolde for femten. Vælt så mange dåser I kan og vind flotte præmier!” Hans ansigt havde en let rødlig kulør, og flere af hans blodåre stod tydeligt frem. Hans vejrtrækning var tung og sveden drev af ham. Jeg rynkede på næsen i afsky. Selv hans lugt var væmmelig, en blanding af alkohol, dårlig deodorant og for mange cigaretter.

Maria rev endnu en gang utålmodigt i min arm. Hendes mørkegrå øjne strålede, da hun pegede på den kraftige mand. ”Julian, du skal prøve!”

Jeg tog den lille pige op på min ene arm. ”Hvorfor nu det?”

”Fordi, Maria vil have en bamse! Julian, vind den store bamse til Maria!”

”Hvorfor skal jeg vinde en bamse til dig?”

Hun lagde sine hænder på siderne af mit hoved og gav mit et kys på næsen. ”Fordi Maria gerne vil have en bamse fra Julian!” Hun stillede et såret ansigt op. ”Vil Julian ikke vinde en bamse til Maria?”

Jeg sukkede. ”Jo, det skal jeg nok…”

Jeg gik hen til boden og smed en tier ned foran manden. Han samlede den op med sin svedige hånd og lagde tre bolde foran mig. ”Værsgo hr.,” han trak vejret dybt ind, ”for hver anden dåse du vælter stiger du en hylde,” han gjorde en gestus med en den ene hånd mod præmiehylderne, ”men hvis du hellere vil, kan du også spare point sammen, du kan bruge i en af de andre boder.”

Jeg nikkede ligegyldigt og samlede en af boldene op. Bodejerens øjne blev store, da han så, at jeg stadig med Maria på den ene arm væltede et helt tårn med dåser. Jeg samlede den anden bold op og væltede endnu et tårn. Det sidste tårn væltede jeg også, og Maria kiggede glædestrålende på mig. Den kraftige mand duppede sved af sin pande og lagde det ulækre stykke stof tilbage i sin lomme.

”Wow, det kalder jeg noget af et boldøje du har der.” Jeg nikkede en enkelt gang. ”Du, øhm,” han vendte sig om, ”du kan få lov til at vælge en præmie til dig selv og en til den lille frøken.” Han kiggede på Maria og hun sendte ham et sukkersødt smil. Det gibbede lidt i den store mand ved synet af Marias hvide, lidt for skarpe tænder, men han sagde ikke noget.

”Hvilken bamse var det, du ville have?”

”Den lyserøde tiger, den lyserøde tiger!” Hun strakte ivrigt armene frem, da manden i boden rakte hende den gigantiske bamse. Dejligt, så kunne jeg bære rundt på den resten af aftenen.

”Hvad vil du have?” Da han spurgte om det, hang mine øjne lidt for længe ved hans hals. Jeg rystede på hovedet. Hvorfor skulle hans pulsåre også være så tydelig?

”Intet, jeg tror jeg får besvær nok med at bære rundt på den her.” Jeg lavede et lille nik med hovedet og viste, at jeg mente tigeren.

”Jamen, vil du så ikke i det mindste have dine point med, du kan købe en gave et andet sted, måske den lille frøken finder noget mere interessant?”

Jeg rystede igen på hovedet. ”Hun har fået nok i aften.” Jeg vendte rundt og gik væk fra boden.

Der var engang en pige, der hed Anna...

Anna var min første hovedperson i min første lange historie - min første "frihistorie", som jeg ynder at kalde det jeg skriver. Hun er en pige på 15 eller 16 år - det er så længe siden, at jeg har arbejdet med det dokument, at jeg ikke kan huske det (beklager) - som lever et helt normalt liv, lige indtil den dag hun møder Nicklas. Nicklas er ikke en helt normal dreng, som Anna - og læsere - lidt inde i fortællingen vil finde ud af. Historien er skrevet i 3. person, det vil sige, at det ikke er en jeg-fortæller, alt foregår i: 'Han sagde... Hun gjorde... Han greb hende... Hun gav ham en lussing...'-agtigt ;) Det gør også, at man som "forfatter" (hvilket jeg ikke vil kalde mig selv - endnu :b) meget let kan komme til at blive altvidende, altså at man viser tankerne fra flere personer end hovedpersonen. Jeg synes selv, at historien er god, men min skrivestil er ikke den bedste, da "Hypnose" var mit første arbejde, og hvis ikke det var fordi, jeg har brugt for meget tid på den lige nu, ville jeg skrive den om, men denne gang med jeg-fortæller, som jeg skriver min nye frihistorie i. Hvis nogle skulle være interesseret kan jeg sagtens sende dokumentet - men jeg advarer! - det er ikke sat ordentligt op, alt er skrevet ud i én smøre inde i kapitlerne, og hver dokument (der er 3 i alt) er på ca. 55 A4-sider.

Men som jeg skrev i går vil der snart komme materiale fra min nye historie ud!

Hold humøret højt - hvem end der læser!

Så kom der gang i bloggen!

Så fandt jeg endelig ud af, hvordan det her fungerer! Og jeg undskylder endnu en gang for et latterligt indlæg. Nu vil der komme links ud på facebook og twitter, så fra om et par dage vil jeg lægge egentligt materiale ud.

Hold humøret højt - hvem end der læser!

Så prøver vi igen

Jeg er nu på andet indlæg, men det kan meget vel blive det første, der kommer ud på bloggen. Har endnu ikke fundet ud af, hvordan det hele fungere, så nu prøver jeg igen.

Hvis det her kommer ud - så undskylder jeg dette latterlige indlæg!

Hold humøret højt - hvem end der læser!